Tillad mig at knytte en bemærkning til Trumps formastelige måde at tale om den nåde der blev ham til del.
Nogle peger på ydre grunde til deres ateisme fx en selvoplevet dyb uretfærdighed, verdens ondskab udkrystalliseret i noget specifikt og uhåndterbart der ikke sjældent er et tab af et elsket ungt menneske. De indre grunde til ateisme er i sagens natur mere uhåndgribelige, noget med ikke at kunne kapere at der er forskellige religiøse sprog, en svigtende evne til at bygge bro mellem disse sprog, hvoraf nogle er formastelige, som når Trump i sin tiltrædelsestale leger med tanken om at der var en overjordisk grund til at attentatsmanden fra Pennsylvania’s kugle ikke traf ham dødbringende, at, som jeg her til aften, forholder mig til dette klodsede vanvidsføleri, lige efter jeg har genlæst Kierkegaards stilfærdigt, inderlige forord til Opbyggelige Taler i forskjellig Aand hvor det religiøse sprog vel nok for en syrling virker lidt småfanatisk men alligevel fanger i det mindste min sjæl blidt med sokratisk tilbageholdenhed fra at holde dundertaler. Men her vil jeg da nævne overfor ateisterne at de hverken skal rumme disse gode og onde religiøse sprog samtidig eller mestre noget som helst i retning af at bygge tankebroer mellem Trumps og Kierkegaards måder at tale om nåden.
