Maradjøngade, vil du fortælle helt grundlæggende om dit menneskesyn?
„Ja. Sålænge vi hver især både skal finde ud af det både med arbejde, familie, venner, vores holdninger, vores fritid og en masse andet så er det kun naturligt at vi er dybt ulykkelige. Vi er tilmed fanget i vores egne cirkler. Det gør det hele endnu værre.“
Folk er ulykkelige?
„Ja.“
Har du ondt af den samlede menneskehed?
„Ja. Jeg synes det er oprørende.“
Og alligevel har du brugt en måned på at tegne et kogger?
„Mod og overlevelse og samvær er meget smukkere og rigere end drømme om lykke.“
De fleste vil sige det er omvendt.
„Selv forvirrede tankestrømme er vigtigere end lykke.“
Hvorfor?
„Fordi en forvirret tankestrøm viser hvem du er, hvorimod lykke bare viser du har været i IKEA.“
De fleste ville vel skjule en forvirret tankestrøm ligesom man skjuler en prut i for eksempel IKEA?
„Du kan ikke åbne op overfor et andet menneske uden at vise din forvirring.“
Du peger på en sammenhæng mellem mod og åbenhed omkring forvirring. Hvor er Freuds snak om seksuel tiltrækning og Foucaults snak om magt henne?
„Sådanne ting indgår i de primitive indledningssekvenser i enhver forvirring både i den indre dialog og i samtalen.“
Men de bliver luget fra hen ad vejen?
„Med mindre samtalen drejer sig om ægteskab eller noget praktisk.“
Hvad munder den sunde og rare forvirring ud i?
„At modet, overlevelsen og samværet styrkes.“
Hvordan bliver jeg mere forvirret?
„Det kan du ikke.“
Hvorfor?
„Du er alt for stupid.“
Jamen for stupid til hvad? Til at tænke originalt? Til at tænke med sammenhængskraft? Til at være åben?
„Det handler ikke om at opnå originalitet eller sammenhængskraft eller åbenhed. Det ville blot udviske det faktum at du er for stupid til to bitte små ting som er at mene noget og ytre dig om noget.“
Det er kæmpe store ting.
„Jamen du må gå med din forvirring selv. Det er rigeligt at jeg skal høre på dine meninger og ytringer. Du må spare os andre og så nyde godt af modet, overlevelsen og samværet.“
Hvad er det for et mantra med mod, overlevelse og samvær.
„Det er det samme som kærlighed. Det er det kærligheden består af i det daglige.“
Jeg troede det var hygge.
„Hygge er lidt uldent.“
Hygge er ikke uldent med mindre det er vinter.