Hvad betød selvglad i 1930’erne?
“Selvglad betød ikke at en person var lidt for glad for sig selv. Det betød at en person var magtliderlig, havde for meget magt, ikke vidste det og havde haft succes med at bringe sig i en nærmest uangribelig position, alt sammen fordi vedkommende naivt troede at have en mission i livet der både var dybt original og tilpas anarkistisk.”
Hvorfor er anvendelsen af begrebet selvglad gledet ud af dagligsproget, hvis det er anvendeligt i forbindelse med magtkritik?
“Det er fordi vi for øjeblikket ser selvudvikling, selvudfoldelse og selvundersøgelse som meget vigtige forehavender. De er vældig oppe i tiden, på godt og ondt. At vælge sig selv betyder i dag at forholde sig lidenskabeligt til netop de tre begreber. Det løser vi alle på forskellig vis. Ofte med ensomhed til følge, fordi vi ser selvet som en slags vej der udelukker at vi ser fx gensidig afhængighed i parforholdet som noget attraktivt. Vi siger: ‘Jeg vil gerne være lykkelig.’ Vi siger ikke: ‘Jeg vil gerne være i et ægteskab, hvor vi er dybt afhængige af hinanden.’ Brug og smid væk. Seriel monogami. Vi ved ikke hvad denne afhængighed er, når vi stævner ud på livets bane, selvom den gensidige afhængighed er fuld af både lykke og kærlighed. Det er en kaotisk situation tidsånden tilbyder os. En ufilosofisk situation.”
Er det filosofisk fordybelse i os selv, der skal til for at vi får appetit på et liv med hinanden?
”Med den autofiktive bølge i litteraturen har selvudvikling, selvudfoldelse og selvundersøgelse fået en form for negativ substans og den paranoide selvhjælpslitteratur har fået et intellektuelt løft eller modspil. Det er en bedrift, men mønten har to sider.”
Er autofiktionen blot et modefænomen?
“Jeg ved det ikke. Autofiktionen er i hvert fald blevet selvets kirke, men det er ikke en rigtig kirke. Vi må angribe selvets kirke på samme måde som Kierkegaard angreb sandhedsvidnekirken, nemlig ved at betone øjeblikket. Fyren du har sat ind i dit spejl, den autofiktive forfatter, er et pietistisk og selvskadende døgenigt. Et menneske kan stive sig selv af på den fede måde ved hjælp af tidens fylde. Vi må ikke underkende øjeblikket og dets tro følgesvend i lyst og nød, latteren. Latteren er altid løsrevet fra traditionen og konventionen, den er spontan, barnlig og dybt personlig. Meget mere personlig end analytisk-bagudrettet selvkendskab.”
Hvad med stand-upperne?
“Stand-upperne har monopoliseret og institutionaliseret latteren på en kold måde. Stand-upperne er traditionsbundne og dybt konventionelle i deres tænkning. Deres overspændte platheder fylder mig med øjeblikkets afsky. Du kan ikke i sandhed le af en stand-upper fordi vedkommende agerer i forhold til koderne for stand-up i stedet for koderne for livet. Folk er begyndt at tænke og forvente at humor er konventionel.”
Koderne for livet. Hvad består de af?
“Sprog.”
Du lyder meget skråsikker på at autofiktionen er noget lort.
“Så har du ikke hørt efter hvad jeg har sagt.”
Hvad har du da sagt?
“At autofiktion er en forløjet kirke, fordi den indhylder selvet i selvdød, pietistisk tåge ved at underkende øjeblikket.”
Men de autofiktive forfattere anses jo for dybt kultiverede ledestjerner…
“Alle forfattere er ledestjerner i en eller anden forstand. Det er menneskeligt at fejle. Men forestillingen om det dybt kultiverede menneske fylder mig med afsmag. Det der gør en forfatter til en ledestjerne er ikke vedkommendes dybe kultiverethed.”
Appellerer autofiktionen slet ikke til dig?
“Det, at autofiktionen i den grad dominerer lige nu og er moderne gør mig selvfølgelig fra tid til anden i tvivl. Man må jo følge med i hvad der foregår. Jeg kan ikke entydigt gøre op med mig selv om det er manglende kræfter der gør at jeg ikke kan gå dybt ind i den eller det er min indstilling som forfatter, men jeg tror bestemt at det er det sidste.”
