Et tiår før de alle sammen, Brandes, Strindberg og hvad har vi, sad og læste Nietzsche og pralede med at de forstod ham krydsede to mystiske breve hinanden i det tyske postvæsen. De var enslydende, rummede to tekstlinjer eller sætninger, som de også kaldes. ”Min rolle i den hele sammenhæng virker uigennemtænkt. Det er jeg mopset over.” Afsenderne kendte ikke hinanden og forstod meget lidt om meningen med livet. Til gengæld var de hver især gode til at være mopsede på sådan en rigtig journalistagtig måde hvor vi dagligt sidder og korser os over krigene i verden og føler os som gode demokratiske medborgere mens vi totalt glemmer at passe på hinanden. Troldmanden, den fallerede forfatterspire på Toftegårdsvej, var lige et hak bedre, selvom man sagtens kan spørge hvad et hak er værd i den store sammenhæng. Han ville fremstille en ædel tåre. Hvad er en ædel tåre for dig?
