Kommentartråde hvor vi kører op i en spids lærer mig at der findes noget der kunne kaldes et holdningshelvede. Det jeg er blevet opmærksom på er følgende: En holdning er ikke noget som et menneske der tror det ikke har brug for Nåden kan administrere på nogen mulig måde. Det menneske tager fejl. Det menneske er vildfarent og må bringe sig selv et sted hen hvor troen er en mulighed. Vi skal ikke gøre os fortjente til Nåden, mindst af alt via holdninger og andre former for præstationer. Hvis vi skal gøre noget med vores ord er det at fremstille det der ligger bag holdningerne i et givent øjeblik. En position. En position er uhyre selvmodsigende fordi den udgør en brydningszone mellem hvad vi vil og hvad vi er, mellem fortid, nutid og fremtid, mellem realiteter og idealer, mellem os selv og verden.
Søvnen gør underværker. Vi vågner op fast sammenlimede og klar til at tage fat på dagens udfordringer. Men denne friske tilstand skjuler at vi er vrag som har brug for først og fremmest Nåden og dernæst hinanden og dernæst kunst og gøgl.
