Professor Toke rømmer sig:
Jurassic Park er en klassisk historie.
Hvad mener du med klassisk?
Mennesket der vil være Gud.
Jamen hvad så med kæmpeøglerne?
Hvad behager?
Er der der også kæmpeøgler med i den dersens klassiske historie du fortæller om?
Forstår du ikke hvad jeg mener?
Jamen hvad går den klassiske historie ud på hvis Jurassic Park nedstammer fra den? Jeg kunne pænt godt lide Jurassic Park, så jeg ville gerne vide det.
Sig mig, er du ualmindelig dum?
Hvorfor fornærmer du mig?
Hvilke klassiske historier kender du, din abekat?
Hvad mener du?
Vil du ikke fortælle mig en klassisk historie?
Hm.
Ved du ikke engang at en klassisk historie er bygget op om et eviggyldigt motiv?
Ved du hvor dine bilnøgler er?
Kan du ikke huske at jeg netop har fortalt dig at jeg har forlagt mine bilnøgler og gerne ville bede dig om at hjælpe mig med at finde dem?
Det har jeg ingen erindring om.
Vil du ikke lade være med at udtrykke dig dannet? Det passer ikke til dit intelligensniveau.
Synes du det vildleder folk når en knoldhat som mig siger stilede ting?
Vi har næsten udelukkende stillet spørgsmål til hinanden i løbet af denne samtale. Var det ikke en idé at komme med svar.
Svaret er vel at der skal kød og kæmpeøgler uden om den klassiske histories skelet for at sælge billetter.
Ja.
Og det er fordi vi vil tages ved hånden når vi hengiver os til et kunstværk.
Jurassic Park er et vulgært kunstværk.
Måske, måske ikke.