Jeg havde lige en af de følelser der i min barndom og ungdom gjorde livet så rigt. Et stænk. Jeg indser at dette kan skyldes enten at en eller anden jeg elsker meget højt har slået græs med min sjæl på eller at jeg er blevet ældre eller begge dele. Det var en følelse af ærbødighed overfor mine nærmestes livsspands mirakel. En følelse som i det store hele er afløst af Den Anden Avis idéer. Min barndom og ungdom var så rige på disse store følelser. Når man bliver ældre er de der ikke så meget mere. Det ville være en forsimpling at sige at de bliver afløst af angst og anden negativitet, for sådan er det ikke. Er det meningen man skal genoplive disse følelser fordi de er vigtige? Det tror jeg.
Tillykke med fødselsdagen –
