Fætter til fætter er blevet mere sig selv
Identitetsmæssigt er den fætters fætter der er tale om jo ingen ringere end fætterens fætter. Altså, artiklen handler altså ikke om fætteren eller fætterskab overhovedet. Artiklen handler om ham selv og om den journalist der interviewer ham selv. Men journalisten er ikke fætteren og fætteren er fysioterapeut. Så er det i det mindste på det rene.
Maradjøngade gik på kursus i at tale om sine børn med folk der ikke har børn
»Jeg blev mere bevidst om nogle ting.«
Fest for folk med knopper
»Man behøver ikke bevise man har knopper. Man skal bare sige: Jeg har en knop. Så lukker vi dørene op.«
Interview: Helga Baunsbaun
Helga Baunsbaun, nu har du levet et langt liv i stråbranchen. »Ja.« Og er det rigtigt at mænd skal have set hinandens tissemænd for at blive rigtige venner? »Ja.« Hvordan det? »Det behøver ikke være samtidigt men det er vigtigt de tager bukserne af.« Hvorfor? »Ellers er selve mulighederne for at se tissemanden ret begrænsede.« Det er forstået. »Tak.« Og som ældre menneske er du holdt op med at...
Maradjøngade spidser munden skævt
»Som de fleste mennesker ved er det mere maskulint at være oppe i verdensrummet end at fise rundt i lyseblå skjorte. Dog må man sige at jeg prutter meget.« I det samme går en mand i lyseblå skorte forbi os, mens jeg taler med Maradjøngade. Manden får opsnappet de to sætninger og stopper op. Maradjøngade spidser munden skævt.
Han er ikke parat til at tale om forskellige ting
Der er visse ting du ikke vil tale om? »Ja. Helt klart.« Hvad kunne det for eksempel være? »Åha. Der er mange ting. Vi kunne starte med lakridsfrøer.« Vil du sige noget om hvorfor du ikke vil tale om lakridsfrøer? »Ja.« Tak. »Det var så lidt.«
Mandejakkelugtforsker identificerer grønt glasskår som han selv har smidt i brændingen
»Det er halvskørt at han lægger så meget i det. Et grønt glasskår. Jeg synes han fører sig frem med dette, i mine øjne, ret uvæsentlige forskningsresultat. Dengang han fandt to bønner der lignede hinanden ret meget. Det var sjovere.«
Ny bog
To højesteretssagførere gemmer sig for hinanden i Villads Maradjøngades nye bog. Men jeg har opdaget to svage punkter. Dels at ordet gemmeleg ikke bliver brugt. I sagens natur må det være det som optager de to gennem bogens godt 200 sider. Dels at gemmestederne genbruges i alt for høj grad. Til Maradjøngades store store ros skal det dog siges...
