Ældgammel aftale om ikke at lade katte medvirke i tryllekunster lugtede af filt

Hvordan kan det være aftalen lugtede af filt?

»Når en aftale indgås og underskrives er det almindeligt at der er gået langvarige forhandlinger forud hvor parterne anbringer filt på forhandlingsbordet, hvis nogen skulle få lyst til at lave en filthat. Hvis en person ved forhandlingsbordet ikke ved hvordan man laver en sådan hat er det almindeligt at han beklager sin uformåenhed overfor de forsamlede ved at bevæge armen op og ned, hvilket kan resultere i at han støder til filten som så lander oven på aftalen der efterfølgende vil få en svag eller stærk lugt af filt.«

Flere løbere svedte under enormt orienteringsløb

Hos en mand i blå t-shirt var sveden trådt frem lige meget under begge arme. En anden viste ikke tegn på svedudvikling men havde pruttet så voldsomt under løbet at der var et anseeligt bremsespor for vaskemaskinen at få kål på.

Stiger lidt højere på Mars

Er det fordi tyngdekraften er mindre på Mars så man kan forvente at æbletræerne vokser sig højere?

»Nej. Det handler udelukkende om at Mars er omgivet af mystik, så de fleste fremtidige redskaber har det med at blive bygget lidt stærkere eller, som i dette tilfælde, længere end man ville gøre på jorden.«

Er det fordi Mars er en rød planet så man skal kravle ekstra højt op for at se om æblet er rødt eller det bare er lyset fra planetens overflade?

»Nej. Det handler udelukkende om at rejser ud i rummet har et større budget end firmaer der producerer gængse haveredskaber.«

Knabbit i ny fotografisk portrætserie

Johannes Knabbit ser på beskueren med en alvorlig mine. Han har et godt udseende som i nogen grad modsiges af et forvildet udtryk i øjnene. Det er hans gamle frygt for bjørne på den papirtynde is. Hvilken papirtynd is? Tvivl.

Tysk istandsættelse afslørede måske defekt vandhane

»Jeg er sådan en der reparerer bøger.«

Bogbinder.

»Korrekt.«

Jamen jeg sagde også måske.

»Det ved jeg godt.«

Fint.

»Bare så vi har alt på det rene.«

I forvejen helt vildt rig frø laver værdifuld opfindelse

Hold da op, hvor er det smart!

»Kvaks.«

Du er så dygtig.

»Kvaks.«

Hvorfor siger du hele tiden kvaks?

»Fordi jeg er en frø og har fået et deja-vue.«

Har du noget imod at jeg slukker mikrofonen og så tager vi den uden for citat?

»Jamen jeg har opfindet noget smart.«

Det hedder opfundet.