Øhm.

Om 750 år vil det være muligt at få en kendt i en glasboks hejst ned i dagligstuen i en kortere periode. Den kendte vil ikke kunne se omgivelserne uden for boksen og vil derfor ikke føle nærværet på samme måde som personerne i stuen.

Forfatteren Hørmand Beine stiller et interessant spørgsmål i sin nye roman: Hvad ville en bestemt fiktiv kvinde stille op hvis hun så en bestemt fiktiv mand i et vindue i boligblokken overfor der langsomt klædte sig af? I øvrigt så langsomt at »nat blev til dag og dag blev til nat flere gange, men altid i den rækkefølge« som Beine så flot skriver. Svaret er: Det beror på omstændighederne. Der sker mærkelige ting, men også normale ting. Almindeligheder og ekstraordinære hændelser veksler fint og pludselig er romanen slut. Der er dog vedhæftet et par sider efter slutningen hvis man vil læse lidt mere og ellers en henvisning til at læse andre bøger i al almindelighed. Det er høfligt af Hørmand Beine.

Alle kender det: 1. Man får en excellent idé. 2. Man beskæftiger sig med noget andet. (Man skal fx lige fælde et træ eller bage noget, fx et brød.) 3. Man har glemt ideen.

Jokum Kræsser kender det fra sig selv.

»Jeg kender det fra mit eget liv.«

Tak.

Jukon Kræsser fortæller at man stort set bare skal gå ind på hans hjemmeside så husker man det vigtige man har glemt via en enkel mnemoteknisk øvelse. Hele molevitten koster peber kroner.

Ophavskvinden til både ansigtsudtryk og udtalelse Dolores Wijfstrand siger »De var ikke som sådan vigtige og forvekslingen var heller ikke som sådan vigtig« på en selvsmagende facon som viser os at hun efter egen opfattelse sagtens kunne have sagt og udtrykt noget meget mere vigtigt.

Hvorfor tror du Jacoby Peltzevizner forvekslede ansigtsudtrykket og udtalelsen?

»På grund af lyset og på grund af udtalelsens kraftige underlæbe.«

Maradjøngade er gået væk fra de fleste af de ting han sagde og gjorde i gymnasiet. Det er derfor en overraskelse, da han støder på dem igen. Men Maradjøngade er fortrøstningsfuld.

»Det er godt jeg synger en charmerende sang. Lala li. Lala lu. Lala li.«

Stilistisk og æstetisk er der tale om flotte fortælletekniske herresving fra side ét. Akademisk set har jeg intet at udsætte på denne på alle måder herlige bog. Undtagen på én måde. Nemlig emnemæssigt. Eller tematisk. Det er ikke helt afklaret. Ærlig talt. Jeg forstår ikke hvorfor man skal skrive en hel bog om en låge der er påmonteret dåser af forskellig slags. Hver gang en interessant karakter præsenteres svinger lågen ind mod læserens ansigt.

Skafte »Ole« Margolis hælder te op mens han griner. Hver gang han siger »ha« skvulper teen over og rammer bordet. Ole er ustyrligt populær.