Der lyder et snøft og et lille smæld. Greta Maradjøngade er kommet i karambolage med en lineal af mærket Linex.

Den Anden Avis har slået et par timer ihjel i lufthavnen i selskab med Guffi Maradjøngade. Han pralede med at han havde et arbejde, men har i den seneste time rodet i en papkasse med en gren. Nu kommer en grøn fugl ved navn Søren svævende.

Grotter får ISBN numre, siger Hvenø Hvem.

»Hvem er Hvenø Hvem? Har du noget imod at stille dig der?«

Selvfølgelig ikke. Har du noget imod at male den her blå? Det er en der har endnu kønnere ører end dig. En meget usædvanlig person. Meget tiltalende. Ydermere empatisk, venlig.

»Selvfølgelig ikke. Det er sjovt du nævner Hvenø Hvem. Jeg troede at mit indre kartotek over kendte rummede det hele, var komplet. Nu forstår jeg at det først bliver komplet ved tilføjelsen af dette navn, Hvenø Hvem. Jeg håber jeg møder Hvenø Hvem inden længe. Har du noget imod at bladre lidt i den her bog når toget ruller forbi?«

Selvfølgelig ikke. En smuk forhåbning.

»Det var mørkt, men ikke tåget.«

Det bliver med det samme klart for Den Anden Avis’ medarbejder at vidnet til bøfsmidningen er upålideligt. Til gengæld får vi et praj om en festklædt albue.

Der er flyttedag i Greesman Wijfstrands indre. En stor del af møblerne er under omrokering på grund af misforståelser udefra.

»De kalder min ædelhed høflighed.«

Derfor det tåbelige nissebillede i entreen.

»De forstår ædelhed som noget komisk.«

Derfor de små glasaber på kaffebordet.

»Tredive år med den skide obo.«

Derfor den hængende underlæbe rullet ud som et tæppe i stuen. Gasmand Federspiel lægger sidste hånd på supermand billedet og tager venligt imod.

En mand der kørte sydpå igennem en strækning med skov og lysninger opdagede en sværm af billige ure, da han senere på dagen kørte nordpå igennem en by.

Blev du interesseret i urene?

»Nej, jeg ejer allerede et ur.«

Du har det ikke på nu, i hvert fald.

»Nej.«

Har du T-Shirt på?

»Det er en snyde T-Shirt. En simpel ring af stof uden ærmer eller torso.«

»Det er da noget af det absolut sidste der sker!« siger Krini og ser syrlig ud.

Selvom de to landbrugsfætre, et moderne ord for bonderøve, ofte taler sammen og arbejder sammen i det daglige, hersker der åbenlys uenighed om udviklingsstadiernes rækkefølge, når det gælder dyrkning af violiner med hjul.

»Det religiøse stadion kommer først.«

»Stadium.«

Blini rødmer.

»Stadium. Min fætter Krini læser bøger. Han har også engang skrevet en bog. Nu kan han kalde sig forfatter.«

Krini slår fast:

»Jeg er forfatter. Helt ind til marven. Ligesom du er iværksætter, øh, helt ind til, øh, marven. Det lyder fjollet ikke? At være noget man godt kan lide helt ind til marven.«

»Jo, det lyder temmelig neurotisk.«

De to forfattere eller fætre, rettere, er begyndt på en af deres karakteristiske viske-tavlen-ren-og-tale-om-hvordan-vi-i-virkeligheden-er dialoger og en hel del af det de siger kan stryges. Årsagen til, at jeg udelader resten af deres samtale er, at de konkurrerer uden at tale sammen og dette er for mine trænede overklasseøjne upassende og forkert. Desuden taler de sandt på en alt for direkte og selvbevidst måde, hvilket ikke sømmer sig i en avis.

»Stien er utrolig stille. Det kan jeg godt lide ved den. Du følger bare stien. Lige efter næsen. Når du kommer til munden, er du gået for langt.«