Når vi ser os i spejlet oplever vi en to-tre forskellige versioner af vores eget udseende, med mindre vi holder spejlet skævt og ser en anden.
»Det er let at sætte ord på hvad vi ser. Vi ser enten en usamlet eller samlet version af os selv. Den usamlede ligner os ikke helt, mens den samlede ligner os helt.«
Hans indre dialog er en temmelig lang, lige, lodret, i luften frit svævende bomuldssnor. Hans indre liv er derimod rigt. Derfor er der kaffe med ekstra gode klejner da Hvaffer Maradjøngade inviterer Den Anden Avis på te.
»Alle er ligesom mig, fordi jeg har en modig tilgang til min egen selverkendelse. Det er ret smukt. Når alle er ligesom mig.«
En fynsk kunstmaler har hele året ombyttet tingene således, at selve maleriet udfylder den begrænsede plads på malerierne der før gav plads til signaturen. Signaturen er flyttet ud i maleriets hovedfelt.
»Kunderne har været tilfredse. De ser gladere ud. Jeg så en der holdt en vimpel.«
Vi har lige mødt hinanden, men skulle vi to dog ikke være venner?
Det er sandelig en ædel hensigt.
Ja, jeg har sådan nogle interessante teorier om køers synsevne, som jeg gerne vil drøfte med dig.
Ja?
Jeg tror nemlig ikke de kan se overhovedet.
Ikke?
Nej, jeg tror kun deres øjne er der for udseendets skyld.
Det er ikke rigtigt. Jeg føler ofte at en ko kigger på mig.
Er det rigtigt? Har du talt om det med din læge?
Min læge hedder Balthazar. Jeg tror ikke jeg tør.
Min hedder Wijfstrand. Er yderst behagelig.
Overraskelsen bestod i noget der dampede. Lige så meget som en stor dampstøvsuger.
Der var intet spor af ham på det oprindelige maleri, udover en skrækkelig bunke kiksekrummer.
