Den nye bog lærer os at træde smilende ind i lokaler.

»Også selv om lokalerne ikke bemærker os er et smil at foretrække«, forklarer bogens forfatter Lokale Federspiel.

Skal man smile hele tiden?

»Nej nej. Slet ikke. Når vi er alene kan vi se gravalvorlige ud. Lidende. Når vi er alene er der frit slag.«

Med Grimberg Flottenheimers Solens søn er solens familie blevet endegyldigt kortlagt. Det er lysende klart lavet.

»Papiret bliver en lille smule vådt. Skriften bliver en lille smule ulæselig. Men man kan sige at det ikke er alle ting folk printer ud som fortjener at blive læst. Nu har vi lavet vaskemaskiner i over 50 år. Vi har forstand på de fleste aspekter af netop vand.«

Den Anden Avis er taget til Val d’Isère. Jeg opdager et gult punkt et sted oppe i bakken. Et flot sving. Et rødt halstørklæde. Der er noget galt. Et flot sving mere. Så ned på rumpen. Op igen. Flot sving. Konklusion: Skitøjet har ikke ramt kombinationen af action og cool tilbagelænethed. Denne mand er usej og ser sur ud i det han jager skistavene ned i sneen og vrisser ind i sin iPhone. Afgjort bøsse. Siger jeg der tilhører en psykisk minoritet. Pludselig går det op for mig at mit kropssprog fortæller historien om lange udmattende dialoger med mig selv. Så ser jeg til min lettelse en kvinde komme susende der ser befriende normal ud. Hun glider elegant forbi os og standser ved en udstoppet hest med en reklame for foden af bakken. Så sker det ubærlige. Hun klapper hesten og begynder at jodle.

Jeg må blankt indrømme at der skete flere ubehagelige ting i mit liv mens jeg havde denne bog til anmeldelse. Først gik der hul på en colaflaske som jeg netop var ved at drikke af. Så gik der hul i min græsplæne som følge af et kometnedslag. Jeg måtte klynge mig til bogen på trods af dens goofy titel. Mens gennemhulningen og den ledsagende lapning og tilstopning ved forskellige professionelles assistance rundt om mig fortsatte, vedblev jeg med at læse. Jeg blev ikke skuffet. Jeg blev opstemt og glad. Jeg vil give den seks ostemadder.

Bogens omslag prydes af en interessant hat som vakte min nysgerrighed og ansporede mig til at vende og dreje bogen for at tage eksemplaret i nærmere øjesyn. Hvid og enkel. Let og klædelig. Og da jeg så åbnede bogen og gav mig i kast med de mange sider kom kåberne ind i billedet uden på nogen måde at overskygge dette stærke og for korttidshukommelsen uudslettelige førstegangsindtryk.

Under opførslen af Brahms berømte vuggevise, som kendes fra hængende musikbabylegetøj med træksnore, i torsdags, i Knappgade, blev først andenviolinen og siden cembaloet og fløjterne forstyrret af en øl der havde snoet sig ind i orkesteret. Klokken var 16 og flere blandt publikum troede det var morgen og hanen galede.

»Det viste sig at dirigenten sagtens kunne håndtere situationen.«

»På en eller anden måde er det mærkeligt og påfaldende, mest mærkeligt, at den firkantede luns og ikke et dambræt er mest firkantet og fragtes verden rundt til alskens udstillinger, byfester og fester hvor der kun deltager en enkelt person. Man kan sige at lunsens naturlige forrådnelse og de mange beundrende blikke går op i en højere enhed, en enhed beliggende over, stort set, alle andre enheder, således at den firkantede form bevares. Du kan virkelig tale om form og indhold. Du er også meget god til at vrikke med ørerne.«