Hvem var Marianne og hvad var hendes nøjagtige relation til denne Francois?

Jeg slår op på side fem.

Blikket fra en jødisk, langansigtet mand møder mit. Over hans skulder danser en lys, nøgen kvinde ved vandkanten i baggrunden.

Fortrolig kærlighed, som jeg kender fra mit eget liv.

Teksten er bevidst udvisket med dryp fra noget der må være maling.

Han er nem at google og der udfolder sig mange flamboyante detaljer, alt imens jeg klikker og læser flere steder på nettet.

Hvor kommer løgnen ind i billedet? Jeg betragter regnen ude i septembernatten gennem vinduet og lægger avisen tilbage i bunken.

Frem af træernes måneskygger på gulvet i det mørke badeværelse træder Marianne og Francois. De tager hinanden i hånden og forsvinder i samme øjeblik som jeg modtager en sms fra Amnesty International. Jeg sætter foden på dem for at de ikke skal forsvinde.

De bliver i huset.

De repræsenterer noget indviklet.

De får ikke lov at forsvinde.

De forsvinder.

Morten, i din nye historie forsvinder Abraham Lincoln indirekte.

“Så skal man fortolke fuldkommen frit.”

Din historie problematiserer for mig den akavede gestus i at forære et par trommestikker væk på ens eget dødsleje.

“Så er du på vildspor. Teksten handler om at rejse sig fra sit dødsleje og forlade rummet, gå ned af hospitalets trappe og vente nede ved bilen.”

Hvordan kan det være at så mange danskere hvert år dør i Ringkøbing?

“De bliver stukket af råddenskabshvepse så de rådner for øjnene af de omkringstående som også rådner.”

Mens klokkerne ringer.

“Mens klokkerne ringer.”

Ding.

“Bingeling.”