“Vi håber alle at sige afnitti samtidig med et nys, men en dybtliggende tilbageholdenhed med elementer af kær seksualitet holder os tilbage.”
Hvad mener du med kær seksualitet?
“Et nys lyder som at blive skudt igennem hovedet.”
Knalder vi, mens vi nyser?
“Nu?”
Nej.
“Du prutter.”
Alle mennesker prutter.
“Jo, men du slap da vist en vind her lige for et øjeblik siden.”
Det er vist rigtigt.
Feofar Ukkar er intet foruden stærk og bor 12 procent af sin tid på en skråning i Palo Alto.
“I år er det blevet til 13.”
Feofar Ukkar vender og drejer sig i smør. Hans sekretær kommer løbende igennem stuen og glider i et pas.
“Å det lortepas. Er du ok?”
“Ja, jeg havde ikke set det.”
“Det lå på det glatte gulv.”
“Ja, jeg så det for sent.”
“Gulvet er glat.”
“Haha. Jeg slog mit kranium på radiatoren. Det bløder ud af mine ører. Behagelige minder træder frem.”
“Føler du dig vel til mode, Hubert? Du bløder slemt fra ørerne og du virker lidt mærkelig. Hvad er det for minder du taler om.”
“Jeg bor på en skråning i Palo Alto. Aaargh.”
Hubert falder død om.
“Hvad er der dog med det pas. I sidste uge gled Gud i passet. Dog uden at dø.”
Jeg skærper min opmærksomhed omkring Feofars vanvittige ord men bliver afledt ved synet af et kæmpemæssigt akvarium. Fisk i alle farver svømmer roligt frem og tilbage. Der er en luftpumpe i det ene hjørne. I det andet hjørne er den overliggende glasplade skåret af så man kan putte fiskefoder ned. Bunden er dækket med småsten og der er eventyrlige sten midt i det hele mellem lysegrønne, duvende tangskove. Jeg lader min opmærksomhed flyve tilbage til Feofars barndom og han betragter mig andægtigt.
Din personlighedsforstyrrelse gør dig vel lidt forvrænget, kunne jeg tænke mig?
“Lige nøjagtig. Men man kan ikke se sin egen forvrængethed, eller forskruethed, som jeg plejer at kalde det.”
Feofar Ukkar spadserer ind under sofaen og komme til syne på en kvist uden for vinduet.
Skørt.
“Hvad er det der er skørt?”
Nå, jeg sad bare og tænkte på noget.
“Nå.”
Feofar Ukkar springer på hovedet ned mod en enorm balje cornflakes, men bliver hængende i luften, fastfrosset, af de højere magter, velsagtens.
Er det Gud der er på spil?
“Jeg er af den mening at det kun er 80 procent af de ting som man oplever som begivenheder i ens eget liv, der faktisk er det.”
Det er en anstændig betragtning. Går du ofte med forklæde?
Feofar Ukkar ler befriende af min harmløse vittighed.
Tak for fligen af Din store fred som vi fik lov at se da min datter og jeg begravede gråspurven som var druknet i vandtønden. En bitte lille indskrift på vort fælleskabs kærligheds hjerte vi fuldkommen bevidst vil og bør glemme i morgen. Det foregik sådan…
Vi delte stemningen af ivrig udsmykning som blev foretaget i løb. Vi stod stille et øjeblik, skimtede, tak, Jesus med fuglen på hånden i Himmerige. Jeg fortalte at det er sådan. Glæden midt i det lette vemod. Tak for denne almindelige dags religiøse orientering og fordi Du nu leder aftenfreden ind i vore hjerter i en verden af sandhed og betydning.
Sove, sove kan vi vist
fuglen under vidjekvist
nu er lagt til rette.
Sov barnlille, sov hver fugl
indtil himlen atter gul,
skal gløde i en morgen, ny.
For de minutter jeg sad med datteren min og så film.
For at den fysiske sygdom i de forgangne uger gik i sig selv.
For at jeg har fundet styrken til at stoppe med at ryge. Lad det ske!
For at jeg har bevist at jeg kan spare på pengene.
For utallige andre ting…
Godnat alle mand, hver sjæl i hvert land.
Hav tak for I alle som én holdt stand.
Nu kommer søvnen inden længe.
Og lader os drømme om kat ved vænge.
Du skal skrive en roman der starter med en mængde blå sommerfugle der letter.
En mængde blå sommerfugle letter.
Tolkningsforum
(Den obligatoriske samtale hvor vi runder af og bruger venstre hjernehalvdel.)
A: Jeg havde det som om det aldrig var skrevet på dansk før.
B: Det var det heller ikke.
A: Jeg havde mennesket i min magt.
B: Ja, du havde.
A: Jeg var ikke bange.
B: Du opbyggede tillid. Du kendte hver sommerfugl.
A: Sådan oplevede jeg det ikke.
B: Nej?
A: Nej, slet ikke. Slet slet ikke.
B: Men som Forfatterskolelærer fortæller jeg dig en anden historie. Du havde magten. Du brugte den. Tillid.
A: Tillid. Hyp…?
B: Hyp?
A: Hypnose?
B: Tillid.
I sofaen sad Urban og læste en brændende bog og følte sig dyyyb. Der var nu noget charmerende ved ham alligevel. Han så op på sin ven, Bertram, der rømmede sig og talte.
”Jeg kender ingen som Maradjøngade der kan græde over at Edward Pankhurst kun var borgmester i Brighton i sølle to år, fra 1921 til 1922.”
”Vær ikke kynisk. Lav ikke sjov med gråd.”
”Hvorfor?”
”Det kan være at denne omstændighed fik vidtrækkende konsekvenser for hans families muligheder for at smede.”
”Smede. Haha.”
”Desuden trænger du selv til at græde.”
”Mig?”
I lyder avancerede.
Vi opfører os ikke som en nullermand, lige som du gør.
Til gengæld opfører I jer som et vi.
Hul i det. Vi to ved hvad hinanden mener.
Jamen I må ikke være medlemmer.
Kan jeg blive medlem af noget… nyt?
I teorien kunne du blive medlem af noget nyt.
Det skal være noget enestående.
Det giver sig selv. Det er en rimelig betingelse.
Hvad er det jeg kan blive medlem af?
En kø.
At være medlem af en kø lyder uattraktivt. Det er ikke noget for mig. Jeg blev drillet og misforstået som barn og desuden kommer jeg fra den ustyrlige lavere middelklasse.
Ustyrlig?
Der hvor anarkismen er mest flov.
Den ydrestyrede, forstillende og misundelige lavere middelklasse. Men hvad mener du så om overklassens måde at opdrage børn?
Sølvskeer der klaprer.
Godt at vi har bøgerne at være fælles om.
Mange voksne vil nok sige: Godt, vi har øllerne!
På bodegaen samles visse danskere i selvdestruktivitet, for at høre hvordan folk har det.
Hahaha. Sådan cirka.
Hihi.
“Det er selvfølgelig for at mindes ham, men også som en fejring af mindets diversitet.”
“Hvorfor ligger der en grøn sut?”
“Han formåede ikke alt.”
