Afsløring: Kærligheden kan rumme mennesket i al dets ondskab og elskelighed

Overskriftens udsagn synes jeg tidsånden er uenig i. Derfor er jeg interesseret i Vivi Maradjøngades holdninger og tager ud og møder hende i hendes fine stue. Vi lægger mærke til hendes mand nede i haven der går rundt om en statue af Platon, hvorefter han tager plads ved havebordet foran computeren.

”Der sidder min kære mand og er ond, elskelig, usamlet, usikker, upasselig, i splid med sig selv. Jeg elsker ham! Han skal da ikke fise ud på vejene med sin cykel og ‘se dæmonerne i øjnene’. Jeg elsker ham som han er. Jeg vil ikke sige jeg elsker ham mere end han elsker sig selv. Det er noget moderne pis. Jeg elsker ham på en anden måde end han elsker sig selv. Jeg vil sige det sådan at jeg elsker ham mere end jeg elsker livet. Han kan tale om det åndelige. Han kan sige ting som ‘Det var Freud der startede de to verdenskrige med sin reduktionisme.’ Nogen gange ønsker jeg ham langt bort. Selvfølgelig gør jeg det. Hen hvor peberet gror. Noget. Men nu har jeg altså lyst til at bolle. Ikke med ham. Ikke i dag. Hellere med min kæreste.”

Du virker egentlig selv lidt bims.

”Ha! Hvem kan blive andet ved at befinde sig i denne ormegård som jordelivet er. Næh. Nu skal vi have god mad.”

Inviterer du mig til middag? Tak!

”Nej.”

Tror du også han ind imellem ønsker dig hen hvor peberet gror?

”Nej. Sådan er mænd ikke. De kommer med voldsomme udfald og klarer forstanden op på den måde. Men de er ikke hekse. Du må huske på at mænd er lidt bedre mennesker end kvinder.”

Det er ikke meget da.

”Det har du ret i. Forskellen er ubetydelig.”

Psykiatrisk portræt: Fedterøvsstikkeren

Jeg tror ikke man kan have magt i en kærlighedsrelation, fordi magt, som nævnt andetsteds, ved psykiatrisk-Wittgensteiniansk analyse viser sig kun at have et Hjerlsk betydningsindhold på sølle én Gorm procent, hvor Gorm er Inges mand og identisk med 13. Man kan derimod *stikke* fedterøvsrollen ind et andet menneske ligesom Errol Flynn stikker en kårde i statisterne og stuntmændene i de gamle Robin Hood film.

Neandertaler i åbent brev til Homo Sapiens: “Hvordan laver I sølvpapir?”

“Jeg har noget sølv og noget papir. Jeg nægter hvis du skal være sådan.”

Grædetekst 15

Jeg har ikke rigtig følt mig elsket af min Mor.

Identitet uden identitetsfølelse er som en æggemad uden æg

Identitet uden identitetsfølelse er som en æggemad uden æg.

Identitetsfølelse er såmænd bare det mennesker der virkelig bliver elsket oplever.

Identitetsfølelse stimuleres ikke just ved at sidde og knurre ”Sådan er jeg!”. Det var dog et kedeligt surrogat for at føle noget ægte. At føle ægte identitetsfølelse sætter os i stand til at aflevere kærligheden i ord og gerninger imellem kroppe, med munde, ører, kønsorganer, hænder, kram, blide strygninger, så den faktisk når sit mål og den anden kvitterer med et lille eller stort smil.

Man kan kun opnå den dejlige samlede og fredelige eksistentielle oplevelse af identitet og følgelig oplevelsen af at sige og gøre kærlige ting ud fra det mystiske inden i og ikke ud fra et eller andet opstyltet moderne ”jeg” fra Jeghuset, på to måder: ved enten at være en stor personlighed eller efterligne én. Det er derfor så mange ser Netflix!

Identitetsfølelse taler identitetsdimserne aldrig om. Det er fordi de alle sammen er afstumpede. De skal da bare have intellektuel modstand!

Afstumpethedscirkus!

I senkapitalismen raser pænheden og gør os stressede. Identitetspolitiet kan ikke udrydde hverken de helt naturlige Freudianske konflikter eller de helt naturlige fjendskaber mellem manden og kvinden eller barnet og forælderen. Det er disse konflikter og fjendskaber der er brændstoffet når identitetsfolket mingler med hinanden og når identitetsfolket bliver mopsede. Der sker det der i psykoanalysen kaldes en overførsel: En konflikt med fx en autoritær forælder der ikke kan tale om følelser forsøges tilsløret ved stakåndet at tilslutte sig en mindretalsgruppe. Derved undgår man at tale om følelser og man bliver selv autoritær!

Genindfør personligt fjendskab! Fjendskab! Nej, det har intet med had at gøre: Had kan intet menneske være i særlig længe ad gangen, der er alt for meget kærlighed i verden. Nej, fjendskab har intet med ligegyldighed at gøre: *Villet ligegyldighed* er alt, alt for eksistentielt stressende for den der gør forsøget. Alle nuancer i den samfundsdefinerede, læs: sprogligt udstukne, omgangsform omkring fjendskab synes kvalt af ting som politisk korrekthed, pænhed og identitetspolitik.

Falsk venskab. Det er da stressende at få at vide at man skal ”komme videre” i forhold til sorg og krise. I dette medfølende ”kom videre, ven!” tager vi ikke engang stilling til om der er tale om en sorg eller en krise. Vi er bedøvende. Hold mund med alt det!

”Man skal ikke gå efter manden men efter bolden!” Som moden intellektuel har jeg noteret mig at det kun er dumme og/eller kolde mennesker der har sluppet den slags gas ud i løbet af min tilværelse overfor andre mennesker, herunder overfor mig, ydrk! Måske er der ting der kun forstås af den jævne mand og ikke af en intellektuel. Nej! Vrøvl! Det er simpelthen uforsonligt, letsindigt og ondt at sige sådan.

Hvis vi ikke forstår hvad det vil sige at være fjender er vi dårlige venner. Basta!

Jeg afskyr kynisme og menneskekulde, men mest af alt hader jeg ikke-intellektuelle der lige skal sige noget skinhelligt.

Det dagligsproglige apparatur som muliggør at filosofisk blinde sprogbrugere kan forstå med dem selv hvorfor de har fjender som de simpelthen ikke kan holde ud ”at være i stue med”, som de skinhellige så beklagende formulerer det, er forfaldent og må understøttes af bjælker.

Jeg sætter lige to bjælker.

1. Du er OK hvis du hiver skodderne op overfor en af dine nærmeste. Men du må ikke begrunde det overfor hverken dig selv eller andre ved at bruge ord som ”sunde grænser”. Sunde grænser er latterlige. I et vredesudbrud såvel som i noget psykotisk pladder eller mavesurt pladder overskrider vi de grænser konstant. Mennesker der tror de er i stand til at administrere ”deres egen banehalvdel med sunde grænser op til det andet menneske” er afstumpede, læs: en narcissist eller en psykopat. Dem er der kræft ædemig mange af.

2. Et menneske kan være fuld af lort ligesom en sæk kan være fuld af kartofler.

Grædetekst 14

Jeg var ikke engang særlig sød ved hende.

Grædetekst 13

Den frygtelige ensomhedsfølelse.