Foreningen for folk med problemer med behovsudskyldelse
Røvhul!
Rolig!
Nej-nej. Jeg havde bare behov for at tage afstand fra det du sagde.
Det er OK. Du er jo medlem af en fuldgyldig forening jo.
Kaptajnens logbog ved dagens begyndelse. I skoven, position: 14, 14
Vi lever i en tid hvor kunstnerforældre glemmer den der lille én med at barnet er vigtigere end de kunstneriske udfoldelser og bestræbelser. Jeg må være ærlig og sige at jeg hver aften beder den gode Gud om at jeg må rykke Uglsborgeren op på førstepladsen. Hvilket helt ærligt er svært. For mig. Jeg går meget alene og fylder tiden ud med dyb koncentration omkring dagens projekter i form af tekster. Jeg lever i den forstand i en alternativ virkelighed, i min egen virkelighed hvor der gælder ”det enkelte digts regel”. Men jeg må se det positive i det og samtidig holde et vågent øje med hvad der foregår i den lilles verden. Der er en masse gode ting ved at jeg kan hengive mig til åndens verden. Det er noget Uglsborgeren kan få glæde af at lære. Af mig.
Jeg vil se om jeg kan engagere hende i at tegne et skattekort i eftermiddag og se hvad der sker og siden aflægge rapport.
* Det skal være noget jordnært.
* Det skal være på både hendes og mine betingelser.
* Jeg skal lave gode faste og trygge rammer.
Altså: Kan vi lave et skattekort?
PS Jeg fik dette meget smukke gækkebrev i går.
PPS Jeg har lavet et udkast til et skattekort.
Scott Færch: ”Jeg tror ikke vi har en økologisk følelseshorisont”
Scott Færch er, i et forsøg på at opfinde et eller andet, klar med ny desperat bog. Denne gang sælges bogen uden medfølgende tornyster med sølvstøv.
Om den lille forskel
Under et godt samleje mellem to mennesker er der i virkeligheden ingen konsensus om hvad der foregår, hvilket gør det ekstra åndeligt pirrende mens det står på. Kvinden går ind i det med en humoristisk ment løgn om at nu er hun mandens ejendom for tid og evighed og manden går ind i det med en alvorlig og halverkendt bøvet illusion om at han nu ejer kvinden for tid og evighed. Det er faktisk hvad der foregår! Lige indtil der, lidt senere, gerne skulle opstå den ligeså velkendte åndelige og kropslige nærhed, lighed og jævnbyrdighed som bevirker at begge er seksuelt glade. Så er vi igang… Bagefter: manden bliver udmattet og kvinden er klar på noget sport. Dybe forskelle både i optakten og bagefter.
“Kom og løs alle mine problemer! Kom og gør sproget om forskelle, grænseoverskridelse og ubalance overflødigt! Kom ind i mig!” synes kvinden at sige, mens manden siger: “Jamen vi gør jo bare sådan her! Vær ikke så umættelig kære ven! Jeg udfører bare selve opfindelsen af sex!” Bemærk at uanset hvad kvinder og mænd oplever at de siger under et samleje er det ikke reducerbart til modsætningen mellem en aktiv og passiv part. Det er snarere en masse uforeneligt og dybt ulogisk sniksnak som har rødder i naturen, i vores dyriske side.
Min pointe er at der er en stor udsathed i at være mand lige så snart det virkelige liv, dvs. hverdagen, begynder. Vi mænd afgiver løfter i fuld alvor under sex, mens kvinden driller og nyder vores løfter som altså både er halverkendt bøvede, alvorlige og derfor, sådan oplever vi rigtige mænd det virkelig, dybt forpligtende. Kvinden bliver mæt og ret ligeglad og flytter ind i mandens fantasi hvilket gør ham mere tro omend på en meget mere urealistisk måde. Derved kan vi mænd klare os igennem fraværet fra kvinden, som lynhurtigt bliver urkvinden, når vi jager og er langt hjemmefra.
Kom og løs alle mine problemer! er jo en narrehat agtig ting at sige. Det fremstiller jo et urealistisk krav til manden.
Kom og gør sproget om forskelle, grænseoverskridelse og ubalance overflødigt! Denne ufarlige farlighed kender alle der har haft sex. Igen er det manden der opfordres til at spille komedie.
To ret besynderlige udsagn fra kvinden, men siden hun nu er en kvinde og dermed sexet kører vi mænd da bare ind i denne åndelige-kropslige leg og besvarer signaler og tilfredsstiller som vi bedst kan.
Læg mærke til at alle mandens udsagn er ufattelig bøvede. Manden er en form for ævlende klovn og kvinden en form for koketterende løgner. Dominans og underkastelse er for amatører. Den virkelige åndelige tilfredsstillelse ved et samleje er 1. at man sammen siger fuck alt andet end os to, hvilket er en forkastelse af alt i hele verden, det er ren og skær vanvid! og 2. at man på en gang bekræfter de dybe forskelle mellem kønnene og afviser dem, det er også ren og skær vanvid!
Dem der hedder Balle
Jeg tænker altid “Hvor er den anden balle?” når jeg hører navnet Balle. En balle optræder sjældent alene, det ville være alt for forvirrende og for uerotisk til denne, i forvejen, grumme verden og det ville forvirre publikum. Typisk er der to. Én. To. To baller altså. Så kunne man i stedet hedde Andenballe for at kompensere for alle de Baller der render rundt derude. Balle. Det ville svare til at man hed “num” eller “se”, eller “num-prut-se” for at tage det hele med. Vent. Måske er det for at skjule numsehullet når man prutter at man “vender den ene balle til”. Hvis man derimod hedder Balling har man taget gule underbukser på. Det ser ømt ud. Hvor meget koster det “slag” du har hængende dér på stumtjeneren?
Her er tre andre bavne, undskyld, navne:
Tobias Kridt
Johannes Abba
Spyt Brint
Om krimilæsning
Hvad ligger eksistentielt set til grund for interessen for at læse krimier? Ved vi noget om det? Ved jeg?
Hvad er selve den eksistentielle bevægelse?
Er det en *melden sig ind* i et ateistisk broderskab af død og mørke? Er det en *melden sig ud*? Ud af hvad? Er det en *given op* overfor livets alvor og realiteter? Er det en *flugt*? Er det en *hæven sig op* over det hele?
Hvad er det udtryk for?
Jeg foretrækker at se det som desperation og ikke kedsomhed for så bliver jeg med det samme ulykkelig og kan græde over min næste der læser krimier. Helt seriøst.
Hvad for en slags desperation er der tale om?
Læser vi ikke alle krimier enten i direkte eller indirekte betydning her i senkapitalismen? Nej. Det absurde består. Der er og bliver noget smukt i tre tabere der hænger på hvert deres kors på scenen og fører en utraditionel dialog i talesprog som vi kender fra dramatikeren Eugène Ionesco.
Jeg kan ikke lide mennesker der læser krimier. Punktum. Ikke så meget fordi de ikke er rustede til at gå i samspil med mig, for så kunne jeg jo byde ind med min kærlighed og se hvad det førte til, det fører som regel til noget godt at byde ind med kærlighed, som fordi de ikke hverken overskrider mine grænser og så siger undskyld eller passer på mig.
De giver flottere julegaver end jeg gør, hvilket altid har undret mig.
Afstumpethed er ikke noget hyggeligt og tilforladeligt. Afstumpethed er *robuste menneskers psykoser*, dvs. umærkeligt vanvid som keder omverdenen helt enormt. Det fører til sammenbrud i relationer sådan at man kun har ét eneste socialt alternativ, altså én eneste mulighed for at komme i kontakt med mennesker uden for familiens og arbejdets domæner: *det bebrillede engagement*. Hvor man føler sig selv god sammen. Multikultur, Venligboere og formålsløse indsamlinger.
Må jeg indbyde til at krimilæsere som minimum reflekterer over hvad de laver?
I krimilæsningen bliver trivialbegreberne potenserede. Det lyder måske ikke som noget alvorligt eller som en hård anklage, men sådan er det bestemt ment fra min side. Hvilket betyder…
Krimilæsere er pinlige. Man bliver suget ind i lortet og efter endt læsning stikker man hovedet op fra bogen med et desorienteret verdensblik. I den eksistentielle position er det umuligt at træde i karakter overfor andre mennesker, overfor dette hinanden som er livets vigtigste ting. Man bliver detektivisk bange for at lytte, detektivisk bange for at nærme sig den anden med de risici det indebærer af selvtab, underkastelse, konfrontationer, afvisning. Man bliver en bedårende lille detektivisk observerende tænke-Peter. Men resultatet er at en tænke-Peter er en paria i familie- såvel som venskabelige sammenhænge. En tænke-Peter er netop ikke en vi kan regne med. Det er en eksistentiel UG elev som altid holder sig pænt i baggrunden fordi vedkommende fylder sig selv med usprog.
Man er ikke egentlig udsat, man er bare svag, hvilket er i modstrid med vores natur: Mennesket er stærkt. Man efterlades umenneskeligt og eftertrykkeligt af disse fuskere der skriver krimier. Kriminalforfattere er ligeglade med mennesker og derfor skulle de virkelig tage at lave noget andet.
Lykkelig: ”Jeg er tiltrukket af bitre mænd”
”Sindets konservatisme er mig noget af den værste rædderlighed.”
