»Robert Maradjøngade. Ja, ham husker jeg udmærket. Han har for meget selvironi når han er, fysisk, ude blandt folk og for lidt selvironi når han er familiemenneske og skriver kritik og filosofi og laver sine mislykkede idealistiske hjemmesider der skal forbedre sociale muligheder via nettet. Men det er sådan han er. Han eftertragter ikke at afstemme denne vigtige personlige ubalance, for når han gør noget af det han er bedst til, altså når han skriver humoristiske ting, føler han sig ligefrem i grunden lykkelig for da er der masser af plads til selvironi, på en helt enkel måde. Du må huske på, at han har et ærinde med selvironi i forhold til det han anser for et af livets vigtigste områder, nemlig det sociale. Han anser Gud for værende kærlig og lidenskabelig – og social. Så hans form for indøvelse i kristendom drejer sig om at være social og lidt selvironisk på samme tid. Det er det han kæmper for i forhold til udviklingen af hans litterære stemme og produktionen af humoristiske bøger. Med denne indstilling går han løs på tidens sproglige onder. Medievrøvl, overinformation og normalitetsbegrebet får en tur i maskinen. Han kæmper imod forråelse og hykleri med klovnerier der hylder det skæve og alternative og tilstræber sproglig præcision og overraskelser.«
Han siger det kører sammen for ham når han er ked af det, når han er vred og når han er glad.
»Ja. Han kan også være sentimental. I virkeligheden er der masser af situationer hvor det ikke kører sammen for ham.«
Så kom hans kone ind i billedet. Han blev gift og fik barn.
»Ja. Hun blev noget der næsten er en redningsmand. I en tid der foragter det at redde hinanden i et parforhold, må man vel nærmest sige at hun blev det.«
Og nu har du vundet en europarejse sammen med ham.
»Ja, jeg glæder mig, men tanken er lidt anstrengende.«
