Dryp, dryp, dryp.
Wessel, hør nu. Jeg ved det er et mærkeligt spørgsmål. Grænseoverskridende. Teoretisk. Nå. Mærkeligt. Må jeg låne din mobiltelefon? Ja, ja din identitet jeg ved det godt. Men imens du alligevel er dråber. Jeg vil ringe til din kone. Invitere hende ud mens du falder formålsløst dryp dryp.
Dryp, dryp, dryp.
Hvad siger du? Tv-serien følelsesmæssig klodset “når det kommer til stykket”. Så sent som igår mente du at du havde fundet ind til din tredjefase senreaktion i forhold dette kunstværk eller åbenbart makværk men nu modsiger du dig selv. Sig mig hvor længe tror du jeg vil være med til at opfatte dine betragtninger som høje skilte.
Jeg står bare og siger dryp. Jeg drypper ikke.
Hvem filen har skrevet den her dialog? Det er nøjagtig ligeså følelsesmæssigt klodset som den pågældende tv-serie vi så forleden. Vi er ufrivilligt blevet til den tv-serie, vores sprogvirkelighed har lidt et knæk, vores udsyn er blevet indskrænket.
Nu er vi lige ved pæretræet.
