Jeg ved at Micheldrengen ligesom mange andre der analyserer i kærlighed, fx Informations fremragende litteraturskribenter og, som regel, oprigtige kommentarfeltsigler (og -ugler), er blevet knuselsket, retteligt tæppebombet med bedstemorkærlighed da han var dreng. Vel at mærke en modtagekærlighed, altså en kærlighed som ikke blot blev givet, vist, eller henvist til, det er jo sådan det som regel er med kærlighed, at vi ofte tror vi giver den, selvom den ikke finder vej, men tillige, rigtigt, modtaget. Jeg ved fra mig selv hvor uhyre vigtig en bedstemorkærlighed er. Den bør jo gå rent ind fra forældrene men børn er for loyale og forældre er for blinde og for vanemæssige til at deres anstrengte og ikke sjældent uærlige gerninger rigtigt kan sammenlignes med gråhåret kærlighed. Michels forældre gav ham væk til bedstemor og det var vel nok en underlig situation. Han må have ledt efter dem altid og det har ikke sjældent rablet for ham. Houellebecq er et underfuldt broder- og søsterskab som i generøsitet giver påmindelser om de sociale koder som Woody Allen har lært os. De er bestemt begge psykiatrisk dannede. De er kognitive øvelser i meget godt. Ja, jeg ser også grund til at fejre Michel, det er ikke utænkeligt at hans dage er ved at være talte.
