Home Non-categorized Replik

Replik

449

Umiddelbart minder din tilgang til menneskers psykiske lidelser lidt om teologen Joakim Garffs tilgang til Søren Kierkegaard. Jeg håber du ligesom han sidder i et elfenbenstårn og at din tilgang til at publicere såkaldte essays og populærvidenskabelige gisninger er kontrolleret af enten naturlige begrænsninger såsom manglende empati eller manglende evner eller svigtende mod, simpelthen. Hvad det nu måtte være. Men nu er dine udgydelser sluppet igennem her på Informeren og da må jeg jo forholde mig til dem eftersom det er min klare forventning at læserne af netop Information begynder at fryse midt i hedebølgen ved at du forfalder til Conan Doyle agtige hvidvinsspekulationer og julelege når det omhandler noget vigtigt, nemlig danskernes helbred. Du bryder arrogant med det faglige førsteprincip om at man skal have undersøgt personen før man drager vidtgående konklusioner eller opstiller hypoteser offentligt. Mig bekendt forhindrer intet dig i at opsøge drabsmanden og interviewe ham. For mig er han en enlig svale. Helt ærligt. Du bringer angst og elfenbenstanker til torvet i Athen og jeg formoder jeg taler på vegne af mange kloge, oplyste og menneskelige Informationslæsere, vi vil hellere have beretninger fra psykologiens verden hvor man kan mærke et bankende hjerte for dem det hele handler om, nemlig dig og mig. Det er dig der er noget galt med. Kan du ikke se det. For mig som psykiatrisk patient af den tungere slags kan jeg se det og jeg er forholdsvis indigneret og oprørt. Dit indlæg er politisk, hvilket er årsagen til at jeg reagerer, du argumenterer imod en styrkelse af en forarmet psykiatri og du misbruger dine titler til at sige noget der på en gang er koldt og utroværdigt. Din artikeltekst har ikke nogen krop, altså en substantiel værdi som netop tekst, hvor selvstændige tanker sættes igang hos læseren og friheden mærkes indeni og det lyner ud imellem linjerne at dit forhold til menneskelig normalitet er forsnævret, tvangspræget, uerfarent og umodent.

Så klap lige hesten. Ingen mennesker er normale.

Til slut en sjov lille historie: En cikade kommer ind på en bar og bliver båret ud igen af en storbarmet dame i 50’erne. Optrinnet bevidnes af en mandlig psykiatrisk patient der er ved at komme sig over et chok og derfor undlader at drikke alkohol. Han sidder og ser på damen der tager afsked med cikaden ved rosenbusken i halvmørket. I hans ene lomme er en tube med lim. I hans anden glansbilleder og flitterstads. Jo, hans aften er lige begyndt og på hotellet knitrer en stor, firkantet hovedpude.

Previous articleSåledes kan dansk comedy vinde min respekt
Next articleKjeld på morgentur
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)