Prøv at sige noget kunstnerisk.
“Ikke nerisk. Kunst. Bare kunst.”
OK. Bare kunst. Prøv at sige noget kunst.
“Klyp.”
Klyp.
“Det er en klub for kykloper.”
Virkelig interessant. Kan mennesker ikke komme ind?
“Kun hvis de er villige til at betale den ublu overpris af 255 kroner.”
Det er skægt men, ser du, jeg ved ikke så meget om kunst, men var alt det der bare noget du lige fandt på?
“Jeg fabulerede bare. Jeg fandt på det på stående fod.”
Det var næsten som om du slog tankerne fra og så tændte dem igen da du havde fabuleret. Du er god til det.
“Ikke god til det. Bare god.”
God.
“Venlig, men også med et overblik og derfor en vis overbærenhed, men først og fremmest er jeg en der trøster og opmuntrer per stedfotræder som er mine ord.”
Alt det forstår jeg mig ikke meget på.
“Jeg er en vigtigprås.”
Nå sådan, så ved jeg besked!
“Glåk.”
Hvad var det?
“Glåk.”
Nej, hvor mærkeligt! Du sagde glåk uden at bevæge munden. Hold da kæft! Du er bugtaler!
“Glåk.”
Det er godt du indledte med at sige du er kunstner og først derefter kastede dig ud i denne lettere genre. Kunstnerstatussen giver mig nemlig en oplevelse af at du kæmper for mennesket. Så selvom din udstråling virker lidt uheldig har jeg et godt samlet indtryk af dig.
“Glåk.”
Men samtidig føler jeg mig mæt.
“Glåk.”
