Home Non-categorized Når tågen flytter

Når tågen flytter

1000

Når tågen flytter flytter Kip Maradjøngade med. Simpelthen for at være på den sikre side. Simpelthen for at få et glimt af solen. Det er sket tre gange i tiden ude på bøhlandet at tågen er flyttet. Nyt hus eller bo i et der allerede eksisterer.

”En tid er en ret speciel glæde.”

En tid er en ja selvfølgelig.

”En tid er en ret speciel glæde. Jeg dykker ned i mine gamle papirer og oplever ting jeg har skrevet for mig selv med gamle drømme, primært om at blive en stor forfatter. Men jeg er hverken forfængelig eller egoistisk. Jeg drømmer om at kopiere dem og ordne disse papirer efter to principper. Til mig selv og til andre. Mine forudsætninger for at forstå dem er ganske specielt herlig. Andre er så forskellige. Men som papirerne afslører er jeg også selv forskellig.”

Du er forskellig og andre er forskellige.

”Ja, det er lidt anstrengende. Jeg læser da heller ikke i de papirer hver dag.”

Nu da du så er blevet en stor forfatter er der så ikke noget du gerne vil sige til dine læsere hvis du havde nogen?

”Nej det er ikke så meget. De skal købe en blå bil.”

En blå bil til alle læserne eller flere blå biler?

”Det må være lidt efter behov og økonomi.”

Du er en fornuftig mand med solid forstand på pengesager.

”Jeg gør mit bedste. Jeg gør mit bedste.”

Nå, men hvad kan man egentlig selv gøre for ikke at passe ind?

”Det var da et grumme godt spørgsmål du kom med der. Man kan gøre forskellige ting. Man kan læse Platons dialog Gorgias og Sløks bog om den. Man kan studere renæssancens frie ånder, med Bibelen og Kierkegaard i den frie hånd. Så kan man være ret sikker på at udvikle nogle værdier som ligner kernen i vores kultur og derved gør én uegnet til at blive inviteret indenfor i salonerne med de interessante sociale forbindelser. Fordi ens overbevisninger ligner dem der passer. Men nu skal vi hele tiden holde os for øje at der er forskel på ikke at passe ind og at være en taber. En taber er man kun hvis man ikke deltager i kampen. Det ved Anders And. Ham har jeg lært meget af på trods af at han har et gult næb og i det hele taget ikke ligner nogen af os ret meget. Og så Jean-Christophe. Man kan læse den uden at studere den!”

Previous articleOpråb til en trillebør: Man “fiser” altså ikke bare til psykiateren
Next article“Digte er enormt kejtede forsøg på at lyde som en fra overklassen”
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)