Hvad er det så for nogle dyr du kan anbefale?
“Hov!”
Hvorfor siger du hov, i stedet for at svare på mit spørgsmål?
“Fordi du sagde ‘så’ på sådan en væmmelig måde.”
Det var ment væmmeligt.
“Hvorfor være væmmelig? Hvorfor ikke være rar og stille og rolig altid?”
Det er rigtig god idé.
“Hvad laver du?”
Hvad mener du?
“Du har ikke sagt noget i fem minutter.”
Vi sidder og taler sammen. Jeg interviewer dig.
“Hvad laver du nu? Du kravler rundt på gulvet. Hvorfor det?”
Jeg sidder på min stol.
“Hvorfor snuser du til folks fødder?”
Jeg drikker kaffe. Hvad sker der for dig?
“Du er begyndt at læspe når du taler.”
Jeg læsper i hvert fald ikke og har aldrig gjort det.
“Hvad skriver du?”
Skriver? Jeg sidder stille og roligt med hænderne på bordet.
“Du har en flot håndskrift.”
Åhr, det ved jeg ikke. Hvad?! Hvor kender du min håndskrift fra?
“Du arbejder på et meget stort bageri.”
Nej.
Prøv og hør, nu synes jeg I to skal se at komme tilbage til det her interview.
“Hvad var det?”
Hvad var hvad?
“I bådens højttaler?”
Du kan selv være en båd.
“Du ligner en båd.”
Hvad er det for noget sludder?
“Du har et sejl og en ret iøjenfaldende gallionsfigur.”
Jeg sidder og spekulerer på hvordan vi kommer igang med dette interview som gerne skulle være både oplysende og stimulerende. Alle artikler på Den Anden Avis er oplysende og stimulerende. Det skulle dette interview også gerne være. Det lader til at vi ikke endnu har nået til enighed om noget som helst. Vi taler i hver sin retning. Var det ikke hensigtsmæssigt at vi fandt noget vi kunne blive enige om?
“Jeg hørte ikke det sidste du sagde…”
Jeg synes bare vi skal prøve at finde et emne som vi kan tale sammen om.
“Er det ikke ret usædvanligt at afholde et interview på et sted hvor det larmer så meget.”
Lydniveauet er almindeligt, vil jeg sige.
“Er det ikke ret ualmindeligt at alle danser konstant på denne båd og hvorfor ligner du også en båd?”
Alle danser.
“Alle danser.”
