Snobberi er i mine øjne uvidenskabeligt, men det anerkender vores store systembygninger af humanistisk videnskabsteori, fra Popper over Kuhn til utraditionelle Feyerabend, ikke, for der findes ingen systematiske, formaliserede værktøjer til at anholde, frasortere og undgå snobberi i den videnskabelige praksis foruden den dejlige intuition der er trænet gennem læsning og læsning og læsning og den må vi prise.
Men hvad er intellektuelt snobberi egentlig. Pas. Jeg aner det ikke på stående fod. Jeg aner det først lidt længere hoho nede i mit essay. Hvis jeg vidste det lige her på dette sted i essayet ville der ikke være nogen fremdrift eller bevægelse og jeg ville straks meddele mig i en debatbog.
Universitetsfolk er vant til afskyeligt vrøvl, men hvad er der blevet af den direkte samtale på nettet? Jeg vil da gerne knytte intellektuelle venskaber på nettet. Venner kan jeg aldrig få nok af.
Dette essay er selvfølgelig til de unge der ligesom jeg har så meget skizotypi og depression at skolastisk, blindhed og medløben og et vist mål af hihi pænhed er umuliggjort af psykiatriske realiteteter. Skriv, kære venner med skizofreni. Der er en vej frem, kære ulykkelige! Hoho. Hvem har sagt det? Det lød haha godt det kære ulykkelige. Brug nu universitetet så længe jeres skizotypi og depression tillader det.
Wittgenstein: I can imagine a philosophical book made up entirely of jokes.
Wittgenstein havde også en lidelse i det skizofrene spektrum og led af depressioner, så jeg føler sådan en affinitet med Wittgenstein og hans mærkelige person og skæbne.
Til sagen.
Snobberi er, slog det mig, at forholde sig nærmest forsagende til sin egen usikkerhed. Dem der ikke med dem selv kan tåle det, fordi de, ligesom jeg, føler det er forkert ikke at bruge usikkerheden som en motor, bliver forfattere som jeg, de øvrige bliver ansat på et universitet eller et gymnasium. Alle er glade!
Som forfatter står jeg, som næsten alle forfattere i Skandinavien, med et ben på universitetet og et ben i folkedybet. Det er høhø en passende stilling, det lyder så enkelt og privilegeret, men jeg er usikker på hvad folket er. Folket, der er blevet bearbejdet af kapitalismen igennem så mange år. Verden er blevet til en non-stop, præfabrikeret onanifantasi med Allan Blooms kyniske ord.
Usikkerheden som en motor, tja, jeg ved ikke om jeg fik sagt det rigtigt. Jeg er næsten sikker på at jeg ikke fik min definition af snobberi helt på plads, men det er ok. Der gemmer sig måske en mystisk forbindelse mellem snobberi og usikkerhed. Måske er usikkerhed en frygtelig last, som sammen med mine psykiske lidelser nødvendiggør daglig affyring af humoristisk, surrealistisk kortprosa. Det gør mig glad. Det er en strategi der skal bibringe mig selv og folk mere glæde. Det stiver mig af og jeg har brug for afstivning. Jeg kan bedre lide afstivning end fjendebilleder og æresbevisninger. Jeg kan bedre lide afstivning end dialog med fremmede på nettet. Jeg er tilsyneladende ikke den eneste, for kommentarfeltet på vagant.no bliver aldrig brugt. Et intellektuelt kommentarfelt er et spark mod alle mine krykker, mod alle krykker i hele verden og derfor kalder jeg dette et essay. Kommentarfelters indbyggede logik er rædselsfuld. Det er sørgeligt at de uintellektuelle styrer sådan på nettet. De er så frembrusende. Se på reddit. Det er forfærdeligt. Vagant er en ok polyfoni af stemmer, men jeg efterlyser samtale fremfor kommunikation. Habermas ville være tvivlende i forhold til denne sondring, men ham om det. Jeg efterlyser da klart den beskedenhed der ligger i at bruge kommentarfeltet.
