Indfør et Humorministerium. Det mest morsomme ved en politiker er at han eller hun ikke *kan mærke hvad han eller hun gør*. Kunne en Støjberg *mærke hvad hun gjorde* da hun ville lave en ø for landsforviste? Kan ingen se det morsomme? Støjberg var *optaget af andre ting* og i sin fulde ret til som folkevalgt politiker at *arbejde for landsforvisningsøen*. Det er barokt. Vi skal have *kultiveret folkets følsomhed i forhold til alle de barokke ting der foregår i et demokrati* og det skal være Humorministeriets opgave. Det er bestemt ikke ideelt med et Humorministerium. Det ideelle demokrati ville være, hvis der var varme hænder nok, færre konsulenter, en psykiatri der anstændigvis var på finansloven osv. Det er heller ikke ideelt med magtens tredeling, men det var alligevel en god idé.
Hvis der ikke er et Humorministerium bliver 80 procent af politik i et demokrati føleri hvad enten man er til højre eller venstre. Jeg hader føleri. Føleri er naboens følelser. Ikke mine egne.
Et Humorministerium er et nødvendigt onde der svindler og spotter dets egen ramme: Demokratiet. Drillegaver til folket. Tonsvis af mørkets gerninger som er testet for at være morsomme.
Et præstedømme var så ikke en særlig god idé. Men en etisk stat er så heller ikke en særlig god idé. Den *pæne borger* der *lægger sig efter* den etiske stat er et åndeligt vrag fra middelklassen der stemmer som vinden blæser og bliver hånet af latterlige forkrampede intellektuelle.
Spin er kulminationen på det etiske demokratis udvikling siden den seneste verdenskrig. Vil du forbyde spin? Så er du dum. Vil du lave grin med spin? Så er du oppe imod en modstander der vil æde dig. Den har allerede ædt dig. Du er i hvalfiskens bug. Ring når du bliver spyttet op. Frokost. Bare os to.
Kompromisset mellem præstedømme og etisk stat med ”pæne” borgere findes faktisk. Det er vores egen Søren Kierkegaard der skriver at humoren ligger mellem det etiske og det religiøse. Det må vi da prøve. Læg vel mærke til at ironi ligger lidt længere nede på skalaen, nemlig sådan cirka der hvor æstetikeren sidder og tænker at det hele egentlig er ligegyldigt.
Det næstmest barokke ved demokratiets essens, foruden at politikere er ansat af folket til andre ting end at mærke hvad de gør, har med kommunikation at gøre. Jeg hader kommunikation. Har du nogen sinde skrevet et kærestebrev? Godt, for det kan man ikke. Har du nogensinde stået og følt dig som et dyr i en hob af vilddyr til en politisk demonstration og følt dig latterlig, uden at grine det mindste?
Politisk kommunikation er at ligne med voldshandlinger. Folket kan ikke se ende på det. Vi er trætte af det. Vi er nødt til at alliere os med humoren. Humorministeriet skal *vise* og *gentage* at demokratiet er utilstrækkeligt. Humor betyder væske. Væske er noget med liv. Vores demokrati skal flyde mere. Et demokrati behøver ikke være så sårbart som Hal Koch og Alf Ross skrev i deres ”fine” bog ”Hvad er demokrati?”.
Kan humor institutionaliseres? Jamen det har standupperne da vist.
Var Hitler Den Ondes inkarnation overfor en marginaliseret gruppe Adornoer og Stefan Zweig’er? Nej. Han var frugten af den *pæne* borgers kastevindevilje. Den ”gode” etiske borger. En borgertype jeg ikke engang gider at høre om eller beskæftige mig med.
Case 1: Du har fået en kobbersvamp
Forestil dig at du fik et brev fra staten. De findes faktisk. Du får dit nye sygesikringsbevis fra staten. Du får dit valgkort fra Danmark Incorporated. Forestil dig at der i hjørnet af brevet var en lille fortykning der afslørede at du nu var den stolte ejer af en kobbersvamp. At du fik et fuldkommen ustabilt brev sammen med svampen:
Kære Johannes Lassen,
Tillykke med din nye bilnøgle.
Med venlig hilsen
Mette Frederiksen, Statsminister
og
Kim Rasmussen, Humorminister
Medierne verden over ville gå kommunikationsamok. Politisk kommunikation ville være ude og skide og rømmegrødshobitterne i Norge ville tabe skægget.
Lad mig nu forklare lidt om humor. Humor består mest af rutiner, eng. routines. Det ville enhver standupper give mig ret i. Det kan være grænseløst pinligt og pinagtigt at være vidne til. Læs ”A horse walks into a bar”, hvis du orker, for det er en ret dårlig bog, men den illustrerer det med pinligheden og pinagtigheden udmærket.
Langt de fleste humorister, mig selv inklusive, er ”gamle klovner”. Vi er alt alt for tilbøjelige til at opfatte humor som noget med genialitet og det skal vi holde inde med. Etablér det Humorministerium. Der skal lægges en stil, men personligheder er ikke så vigtigt. Vi humorister kan godt lide at opfatte sig os som helt specielle. Chaplin sagde: Personality is everything. Det passer på Brad Pitt. Det passer på Chaplin. Det passer på Robert Di Niro, det passer i den grad på Groucho Marx og Woody Allen, men det passer altså ikke på sådan nogen som mig. Publikum går ind i fortryllelsen, når de sidder til en standup aften og tænker at ham standupperen er virkelig en fandens karl og han er helt sin egen. Det er bare ikke rigtigt.
Jeg siger ikke at sagsbehandlere skal lægge pruttepuder på stolen hos mølædte 50-årige som jeg, når vi kommer ind og beder om førtidspension. Så har du ikke set *hvor jeg vil hen*. Så har du noget tilfælles med mig, for jeg kan heller ikke se det. Men jeg håber du *skimter* et eller andet sammen med mig ved at læse med. Jeg håber at der *lægger sig et eller andet til rette* i din mave, så vi få den politiske satire institutionaliseret.
Realiteterne
Hvorfor har vi ikke gjort det for længe siden, hvis det er så god en idé med det Humorministerium?
1. Vi elsker fred og alvor. (Men på en lidt for hobbitagtig måde.)
2. Vi er lige nu globalt, realistisk betragtet, *landet på liberalismen*. Jeg elsker da også mange aspekter af liberalismen, selvom jeg stemmer Enhedslisten. Jeg kan da ikke holde tanken om fascisme, Gulag og hemmelige politier ud. Mange forstår ikke at liberalismen er udtryk for ganske fornuftige og *sunde* fravalg.
