Nessie Pak Mannas fjerne efterkommer og navnesøster sidder foran mig med en oldgammel tornysterredegørelse.
“Det mest fantastiske er, at jeg stadig har de fire tornystre som redegørelsen omhandler.”
Hun peger.
“Hej Erik.”
Lyden kommer fra det dyblilla tornyster. Nessie Pak Manna ser ned i sine papirer og undertrykker en vidende mine. Jeg spørger mig selv hvad i alverden der foregår. Bedst som jeg troede os alene på det halvmørke loft.
Hvem var det der sagde ‘Hej Erik’?
Nessie Pak Manna kalder småirriteret og uden at flytte blikket, hvorefter tre mænd i arbejdsdragter rumler frem i loftsåbningen med en haveslange imellem sig som de nu bruger til at spule det dyblilla tornyster. En fjerde mand i samme type arbejdsdragt dukker frem fra tornystret, smilende og grinende, og de fire mænd tørrer pytten op og forsvinder.
“‘Hej Erik’ er deres signal. På den måde finder de hinanden, når de er ude og løse en opgave.”
Hej Erik?
Før jeg får kigget mig omkring og indser min fejl dukker de fire Erikker op og vasker mig grundigt. Nessie Pak Manna overværer optrinnet hulkende af grin.
Ren. Tør. Vi er alene. Interviewet kan begynde.
Hvad rummer de fire tornystre?
“Å. Det har jeg faktisk aldrig skænket en tanke. Jeg vil skyde på røg, uld, små bunker gammelt korn, uanselige mængder guld, nullermænd, primitive træfigurer, filosofbøger. Den slags ting.”
Den slags er guf for en antikvar som mig.
Nessie Pak Manna lægger hovedet på skrå.
Og resten af interviewet handler om mig.
