Jeg er ved grød ikke den største tænker/digter verden har set
1. Jeg er sikker på at den (smukke!) alderstegne herre jeg engang oplevede stavrende fra eller til, jeg husker det ikke, alteret i Vor Frue ville sige til mig, til alle der spurgte ham: Tilgivelse er et mirakel, et mirakel er en nådegave. Jeg ville da, drillende, prøvende spørge ham: Er tilgivelse en guddommelig viljesakt af et menneske, hvortil han...
Om dårlige digtere – En fuldkommen velment advarsel der kun har elementer af naivitet
De mest hjerteskærende dårlige digtere jeg kender er dem der skriver ud fra deres egne forudsætninger. Enhver må pippe med sit næb. Nej, den slags er trættende. Alternativet er at skrive ud fra at verden og enkeltmennesket er et hjemsted for Helligånd, sårbarhed, også psykisk sårbarhed, et sted af barnlig, letflydende, piblende varm fylde hvor der er håb om...
Elendige mænd: Spalte
Spalte har fået spalter for. Af sig selv. Knud kigger på ham. Betragter sin ven.
Udvekslede synspunkter med Farao
"Hvis du dyrker motion regelmæssigt, så husk også din motionsforsømmelse." "Den husker jeg. Mange tak, undersåt. Slave?" "Jeg bor i Danmark."
Jeg var, vistnok, helt forelsket i Eurythmics’ korsangerinde da jeg var 11
Ingen tvivl dér. When tomorrow comes. I dag kan jeg ikke se hvad der var så specielt ved hende. Men hun var speciel. For mig. Jeg er sikker på hun inkarnerede midtfirsernes-nye-idéer-for-mig sammen med David Bowie. Hun er blot endnu et bevis i rækken på at gammel kærlighed ikke ruster. Og jeg tør ikke google hende for at se...
Mike Oldfields to geniale, meget forskellige, numre divideret med Chris Rea’s nogenledes fremragende juleslager
Tager man denne division (tager? hvad er det for noget ævl?, red.) nå, skide pedanter, foretager, så, man denne division kommer man frem til noget meget interessant, nemlig tallet to. Det er antallet af forældre Elvis Presley havde. Det er umuligt at se sammenhængen. Det må vi sande. Der er ikke noget at gøre.
Maradjøngade om Stauffenberg, Kafka og Lauper
"Jeg må indrømme at jeg ikke lige kan se sammenhængen mellem disse tre personer. Vent lige... Jo! Der var den!"
“Der vimses”: 1. Akt, 19. Scene
Anne Lise: "Jeg er udmattet. Fortæl mig noget, men det skal være modent. Modent og afslappet. Tro frem for alt på dine egne ord." Abraham: "Men jeg tror ikke på mig selv." Anne Lise: "Hvorfor, Abraham. Hele dit indre er tåget, som en væg af lys og skygger. Jo bedre jeg har lært dig at kende, jo, mere starutagtig er du...
