Det blev noget værre noget.
Tiden efter Robert.
Numsens drillerier og lodrette linje.
Tiden efter Robert.
Bedste foldede arket til festen og Robert i seng.
Tiden efter Robert.
Karlslunde mindeplade og absolut tystnad.
Tiden efter Robert.
Spejl i havet og ansigt i spejl.
Tiden efter Robert.
Jeg elsker dig på hver placering i mindelund Kotcho.
Tiden efter Robert.
Stik mig en banan vi er her stadig.
Tiden efter Robert.
Overblik og ribs i citronlunden.
Næsehorn bor på savannen i både Afrika og Asien. De har en kæmpe stor røv og gider ikke tage vasketøjet ud af vaskemaskinen og lige hænge det op på tørrestativet. I hvert fald ikke lige nu. Engang levede Søren Kierkegaard. Han levede 100 år før de idiotiske verdenskrige og før Coca Cola blev opfundet. I dag kan vi konkludere at hans filosofi ikke var svag nok til at vi undgik verdenskrigene. Det var heller ikke alle der dengang dykkede ned i hans skrifter. Man havde jo, så at sige, næsehornene. De stod for husholdningen og de stod for underholdningen.
Jeg kan ikke tåle at sole det, at jeg er blevet bakket op.
Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min “fornemmelse” er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)
Jeg gik hen til havebordet og kiggede ned i den grønne lerskål. Uvejret havde destrueret mine chips. Uden dem var jeg hjælpeløs når det elendige tv-show om lidt ville tage sin begyndelse i stuens hvide lædersofa. Jeg måtte lægge andre planer for aftenen. I det samme gav det sig til at regne igen. Jeg indså at jeg havde smækket mig ude. Historien må have gentaget sig. Regnen må have destrueret mig. Nogen må have fundet ødelagte mig og de ødelagte chips og reddet begge dele på bedste beskub. Men hvorfor havde jeg et næb? Hvorfor bar jeg grønne bukser? Og hvilken rolle spillede du i historien? Jeg gik helt hen til dig. Du stod helt stille og stirrede frem for dig med sammenklemt mund. Du fnes. Jeg tiltalte dig på tyrkisk. O store Salimar! Jeg bringer dårligt nyt. Dine fødder bekriger hinanden ved at beskyde hinanden med hasselnødder som du samler op mellem tæerne. Stop det eller jeg må beslaglægge dine specialsyede tennissko. Lyttede du til hvad jeg sagde? Var du koncentreret om et regnestykke? Stod du simpelthen i dybe tanker? Det regnede for tredje gang. En lille, forpjusket mand indfandt sig. Han havde umådeligt travlt. Hvis jeg bliver ved med at fortælle ender det med at antallet af bogstaver i min beretning overstiger antallet af græsstrå.
Det vides at familien har haft problemer. Det er noget skidt. Nis Petersen og så videre. I denne dybe nat og hvad har vi. Skal millioner
af mennesker uønsket blive til.
Og døendes utalte formationer
skal gaa ad veje, som de ikke vil.
Klasseloyalitet keder mig til døde. Men familien har haft problemer.
