For mig er det indeholdt i både næstekærlighedsbudskabet og den gyldne regel at man skal VILLE sine medmennesker. Det har jeg altid gjort. I hvert fald næsten. Indtil jeg ikke har kunnet mere fordi den anden ikke har vidst hvad det vil sige at ville sine medmennesker. Der er mange der slet ingen forstand har på det med at ville sine medmennesker. Lad det være sagt til advarsel for min ungdommelige læser. Dem der hævder at man skal vælge sine kampe OG ville sine medmennesker er forvirrede og fulde af modsigelser for det kan man ikke. Hvis en mand mandigt vil sit medmenneske er gensidighed en selvfølge. Det er bare kærlighed. Med mindre der er tale om et medmenneske som ikke har tilstrækkelig tillid og grundlæggende kærlighed. Eller har det så svært med sig selv at det er svært at have et selv og være et. Man skal jo begge ting. På een gang.

Ak ja…

Dette er en skabagtig bog! Køb den endelig ikke! Selvom den foregår for 100 år siden hvor markarbejdere sled forfærdeligt fra morgen til aften til en yderst ringe løn, fokuseres der i bogen alt for lidt på det jeg vil kalde social indignation og alt for meget på det jeg vil kalde surhed og gnavenhed. Det er ren tomgang og Charles Dickens uden hjerne! Da hovedpersonen, John Petersen, på et tidspunkt i kapitel otte får en maveplasker bliver han så mopset at han først viser sig igen efter tre kapitler. Senere, i forbindelse med en tidlig socialdemokratisk demonstration, får han sæbevand i øjnene mens han bader løs inde på byens hotel samtidig med at demonstranterne defilerer forbi nede på gaden. Vi får intet at vide om hvad der kæmpes for under de røde faner og hvad der videre sker i kampen for mindsteløn og organisering af arbejderne i fagforeninger, kun at John Petersen kaster sæben fra sig i arrigskab. Man får indtryk af en virkelig negativ mand uden hjerne! Er forfatteren gal? Vanvittig eller i stand til at skjule at han kan bruge hovedet? Bogen er en opvisning i overstrømmende uduelighed. Selvfølgelig! Nu forstår jeg! 1000 gange undskyld, men erkendelsen kom som et lyn. Det er jo toksisk maskulinitet bogen handler om!

Jamen, vi kan ikke tåle dem.

Deres sprog støder imod vores.

Jamen hvad er de for nogen mennesker.

De æder sig ind på os.

De er forfærdelige.

Den Uendelige Historie af Michael Ende
passer næppe til
Kaninbjerget af Richard Adams.

Der er noget stærkt bekymrende her i.

Hvis mennesker i din ungdom
eller blot i din alderdoms ungdom
påstår overfor dig
at du ikke passer til verden
så bare ignorer deres ord
men tænk på
at de nok har
oplevet noget med nogen de holdt af
som gjorde at de ikke holdt
helt så meget af dem
længere
samt at de har været i denne
fortvivlede usikkerhed
alt, alt for længe.

Fordelen ved at interessere sig for smal og eksperimenterende litteratur er at man ikke skal bekymre sig om hvorfor en bog som Kaninbjerget ikke “passer” til en bog som Den Uendelige Historie. Ringenes Herre passer heller ikke til Harry Potter. Det er bare noget man siger, fordi man ingen forstand har på sagen. Det er derfor ikke Pynchon der er paranoid på en virkelighedsfjern og skadelig måde. Det er snarere Tolkien og Rowling.

Dette er en mærkelig, mild pligttekst. Den er mærkelig i samme betydning som det engelske ord “strange” når David Bowie sang “Turn and face the strange!” Teksten er mild i betydningen moden på en erkendt fladpandet og erkendt skizotyp måde. Teksten er endvidere en pligttekst fordi den nok er skrevet i erkendelsen af at ægte inspiration findes, men alligevel mest er skrevet som en form for personligt arbejde for den der læser teksten.

Selvfølgelig synes jeg filosofihistorien er en nedslående affære. Den begynder med uenigheder om hvorvidt alting består af vand eller noget udeleligt, kaldet atomos, og den ender, af besynderlige grunde, midt i en kakofoni af specialiseret videnskabelig oplysthed med den sene Wittgensteins sprogteori som verdens sidste filosofiske teori for cirka 80 år siden.

Bob Dylan synger I contain multitudes. Det er jo noget utroligt følsomt og prøvende noget at synge.

Men hvem har definitionsretten i forhold til disse indre myriader og hvordan kan sådanne spørgsmål vække filosofien til live igen?

I et magtforhold mellem to mennesker, der skulle have været bare et eller andet andet end magt-agtigt, kan noget så tilsyneladende enkelt og neutralt som en faktuel oplysning om hvor en genstand befinder sig føles som et overgreb for den anden.

Jeg rummer myriader og du fortæller mig om en gammel plakat!

Aldrig har vi på filosofistudiet talt om hvordan man meddeler noget følsomt på en stille og rolig måde. Søren Kierkegaard måtte gemme sig ude i byen bag pulte i hvert et kammer hvor han skrev om den majeutiske metode: den jordemoderkunst at lade tilhøreren eller læseren selv føde sandheden.

Hvorfor behandler mennesker hinanden så dårligt i parforholdene? Enten vil de eje og lægge beslag på hinanden eller også behandler de hinanden direkte grimt. Medicinen imod det hele, adgangsbiletten til dette mareridt, kalder vi ungdom.

Reddit har et rædselsvækkende subreddit ved navn relationshipAdvice hvor unge tåbelige amerikanere ødelægger dette noget kaldet ungdommen for hinanden fordi filosofien ikke findes mere.

Det er nødvendigt vi får filosofien op i omdrejninger.

Øhm.