Dette er en af de sædvanlige bøger om brændende reb. Så er genrebetegnelsen da på plads. Virkelighedssetuppet er sådan at forfatteren selv er et reb, et slukket reb, der kun af futtet af i enderne, mens jeget, Polade “Vinbonde” Polade, er et reb der brænder på midten. Der er ikke meget forfatteren kan gøre under disse omstændigheder. Maradjøngade er desuden fuldstændig underlagt den menneskelige situations klassiske begrænsning som er at de indre 150 meter hen imod en psykiatrisk forankret selvsproglig erkendelse kun kan foretages i en vogn med hjul hvor dækkene er lavet af luppe og akslerne er vældige forstørrelsesglas og forruden driver af honning, vinduesviskerne er lidt små, men effektive, således at man må bøje sig frem i førersædet, der er lavet af surkål, for at skaffe sig et ordentligt overblik over vejen. Det er den slags biler de to hovedpersoner også rasler rundt i og det klarer de med bravur lige fra bogens første tovtrækningsscene over frokostpausen i et træ i Zambia til den lykkelige slutning med kindkys, blankpolerede stålfade med cigarer, hele tre fakkeltoge der tumler sammen og en svævende ørn med sin helt egen cigar. Scenerne i Sødesens ribsbutik er alt for korte selvom de fylder det meste af byen. En gærdesmutte hakker nok så fornøjeligt i kapitel fire. Læs bogen. Gå hele vejen langs rebet og pas på med ikke at smadre alle de fine glasting der er blevet slæbt ud i haven med dine elendige slalomstøvler for så vil jeg kalde dig en abe og et vrøvlehoved.