Tis – før og nu
På første etape ser vi en mand der står og pisser i en hæk. På anden etape er vi dybt nede i historiebøgerne. De er tykke. Følg med. Du skal ikke sidde og vrikke med den lineal.
På første etape ser vi en mand der står og pisser i en hæk. På anden etape er vi dybt nede i historiebøgerne. De er tykke. Følg med. Du skal ikke sidde og vrikke med den lineal.
“I min drømmevenskabskreds er det kun mig der snakker. Alle andre lytter.”
Det er fint.
“Jeg har købt det for to sølvdollars.”
Det er også fint det du siger. Dit elegante ur minder om din idé om din drømmevenskabskreds. Men var det ikke på tide at virkeliggøre drømmen i stedet for at drømme drømmen?
“Jeg er egentlig ikke pjattet med drømme.”
Nej, du ser nemlig ikke ud som om du er pjattet med drømme.
“Nej.”
Jo.
“For nedringet?”
Nej.
“Nej.”
Nej.
“Nej-nej?”
Nej.
“Skal du ikke spørge mig hvor mange der indgår i min påtænkte venskabskreds?”
Det ved jeg ikke om jeg skal, når du stjæler fra journalisten…
“Hvad har jeg stjålet?”
Mig.
“Dig?”
Altså mit hjerte.
“Hvordan at forstå?”
Jeg er blevet dybt tosset med dig.
“Jamen så er du bare medlem af min venskabskreds. Dermed er drømmevenskabskredsen blevet til en venskabskreds. Så er det ikke en drømmevenskabskreds længere.”
Så er vi altså venner.
“Det er vildt. Hør, jeg tror vi er de eneste venner i hele Danmark.”
Øh. Det skal jeg lige have forklaret.
“Altså vi spejler os i hinanden. Vi knalder ind imellem når jeg har overskud til det og har plukket valnødder. Vi lytter til mig og vi morer os over mig.”
Jepsen. Vi morer os stort set ikke over mig.
“Selvfølgelig ikke. Men jeg tænkte på noget.”
Selvfølgelig. Selvfølgelig.
“Hvad så med det forhold at jeg ikke er her?”
Nu er vi venner. Så spiller det da en mindre rolle om du ikke er her eller ej.
“I min drømmevenskabskreds er det kun mig der snakker. Alle andre lytter. Og så, lidt efter lidt, ved du hvad så?”
Har virkelig ingen anelse.
“Så begynder jeg at lytte.”
Det lyder krævende og sjovt.
“Gør det?”
Det lyder både krævende og sjovt og æbletræ.
Fendrik Hej-med-Flaget skriver:
Hej Den Anden Avis. Jeg vil bare lige prale lidt. Jeg har givet mine kartofler, 499 i alt, til Tyskland. Tyskland med floderne.
Hilsen Veest Kamsenakke der fører pennen for en seksuelt udmattet Fendrik
Den Anden Avis svarer:
Hej Fendrik og Veest,
Din troldmand! Jeg kunne aldrig finde ud af Tysklands adresse.
Kærlig hilsen
Morten
I denne trilogis første del, Flugten, flygtede alle karaktererne ud af bogen fordi den var så elendigt skrevet. Det blev derfor mest til naturbeskrivelser og blanke sider. I anden del, Dyrskuet, har forfatteren fanget nogle sagesløse der besøger Roskilde Dyrskue og stoppet dem ind i bogen komplet imod deres vilje. At bogen starter med en mand der sidder på en væg finder jeg derfor lidt kejtet. Hvad laver han?, hvorfor? og hvor længe? Bogen synes allerede på midtersiderne at antyde at manden eksisterer og findes og alt muligt og det synes jeg var et godt fortællegreb eller en god fortælleteknik eller, ja, bare en god idé. Ydermere hævdes det at han vil blive ved med at hænge der efter bogen er slut. Dette forekommer ikke utænkeligt for den der kender lidt til Niels Christian Beethovens øvrige forfatterskab, men skal du og jeg ikke tage ud og redde ham? Skal vi tage madpakker med? Manden hedder i bogen Erik Looof men i virkelighedens verden hedder han Pernille Loftergren. Ligesom nisser lever han af grød men hvor nisser bebor alle denne verdens lofter findes Pernille Loftergren kun i 69.000 nummererede eksemplarer med medfølgende celluloidindpakning. Jeg styrtede ud, efter endt læsning, og købte et eksemplar, men næste morgen lå der bare en seddel: “Jeg er styrtet ud for at bolle”. Hvad for en slags vare er det? Jeg blev selvfølgelig overrasket men tillige følte jeg mig tryg. Tryg ved at han nok skulle få sig det knald. Tryg ved store dele af verden. Har du besøgt Karlsruhe på en dejlig junidag?
Enhver anvendelse af ordet behov får hårene til at rejse sig på ryggen af mig. Når en person bruger ordet fortæller det mig basalt set at vedkommende er kommet til kort over for sig selv, er løbet sur i sig selv, og ikke kan finde ud af det og i grunden er parat til hvad som helst. Enhver musiceren med sprog eller andre instrumenter får behovet for dette ord til at svinde ind. Rufus Wainwright synger: I need you, I don’t need you i samme sætning og er dermed inde på noget af det samme. Behov er ikke latterlige men upoetiske. Det er et ord som ikke kan bruges i en poetisk sammenhæng. Et uord. At navigere i forhold til kærlighed kan det efter min mening ikke bruges til. Hvorfor ikke? Selvfølgelig fordi man ikke kan have medlidenhed med en person på grund af et behov. Man kan have medlidenhed med en person der har det skidt, er ulykkelig eller ked af det, men man bliver nødt til at bruge sproget til at forklare. Læse bøger eller opleve kunst på anden måde når ordene ikke slår til. Men her er der heller ikke tale om “behovet for kunst”. Det er hengivelse. Eller blot og bar afhængighed. Her har englænderne det store ord “want”.
Patient: Det kan virke lidt mærkeligt at kalde det stress at være totalt rund på gulvet af amourøse tankeforbindelser, men som god psykiatribruger må man fastholde at der er tale om stress.
Behandler: Det er du dygtig til. Du er så fin og dygtig.
Kan en mand hedde Jannie hvis han er polak?
“Filosoffen Ston Maria mener at opfinderen Ston Maria boede i nærheden af…”
Hold op.
“Undskyld?”
Hold op med at sige Ston Maria hele tiden.
“Hvad? Jeg har ikke sagt Ston Maria.”
Det lyder fuldkommen respektløst irriterende.
“…”
Vanvittigt sindssygt.
“…”
Intetsigende.
“Det er sjovt du nævner det. Ston Maria er et materiale og et varemærke og navnet på en familie. I Ungarn.”
Nå det er det?
“Ja.”
Nu synes jeg du skal holde din kæft.
“Det kan du sige.”
Dit fucking røvhul.
“…”
Hvis du kommer med dit fucking Ston Maria én gang til så skal jeg smadre dig én i synet.
“Nå men Jannie boede ved siden af ham.”
Vil du ikke bare skride langt væk.
“…”
Jeg gider ikke se på dig mere.
“Må jeg godt stille og roligt sige noget til dig nu?”
Hvad vil du sige.
“Nu sætter vi os helt stille og roligt ned og så skænker jeg dig en kop kaffe.”
…
“Så hælder vi op sådan og du tager noget mælk i ja sådan.”
Grll.
“NEJ! Lad være med at fucking spilde.”
Jamen grlll.
“Du spilder på min fucking skjorte. Kan du se? Mælk lige ned på min fine hvide skjorte.”
Nu holder du kræft æde mig op med din skjorte og min skjorte.
“Ja ja. Vi slapper begge to lidt af nu. Vi går lige ud hver for sig og trækker lidt luft. Vi kan ikke holde til det. Det bliver for anstrengende med sådan nogen dumme navne.”
Gardinet blafrer. Iben sidder i skrædderstilling på den hvide seng og læser i Gulerodsmagasinet. Hun er egentlig ikke forandret.
Mortens kommentar: Du er ikke Iben. Fordi? Du passer ikke på det billede haikunovellen beskriver af den grund at Gulerodsmagasinet ikke eksisterer. Iben har henvendt sin opmærksomhed ved en viljesakt imod dette magasin. Hvad vil det sige? Der findes ingen associationer angående hvad det måtte være eller indeholde. Ingen tolkninger. Iben er fortabt som kun en person i en haikunovelle kan være det. Bøh.