“Det startede med at en halvklog mand engang sagde til mig, at man vokser med udfordringerne. Jeg kan ikke huske om den halvkloge mand var af han- eller hunkøn. Det var nok en eller anden ung og gammelklog starut.”

Hmm.

“Så troede jeg, at det også gjaldt for udfordringerne, at de også voksede når jeg udfordrede dem, men de blev mindre.”

Relativt set.

“Lige nøjagtigt.”

Det er avanceret det hersens noget. Jeg kan så at sige kun beundre denne problematik lidt på afstand. Jeg har svært ved at bakse med disse dybt deprimerende filosofiske sager.

“Jeg føler mig lidt på vippen mellem at være godt inde i stoffet omkring det vi taler om og så føle lidt det samme som dig. Jeg har det lidt som om vores samtale er noget luftig.”

Men er det noget vrøvl, så? At man vokser med udfordringerne.

“Jeg vil kalde det noget moderne bavl. En vildfarelse der skyldes en overfladisk og unuanceret betragtning. Der er langt rigtigere ting at sige om udfordringer.”

Som for eksempel?

“At Gud tugter dem Han elsker. At Gud mildner luften for de klippede får.”

Jamen det forudsætter jo en religiøs forståelsesramme.

“Det du sagde der. Det er usprog.”

Hvorfor? Det er da ganske almindeligt at sige sådan.

“Jeg er ikke så sikker på det.”

Jamen en udfordring bliver vel ikke større eller mindre, eller anderledes af hvordan vi taler om den?

“Jo. Udfordringer ligger et godt stykke inde over grænsen til det religiøse sprog, til myten.”

Det lyder kryptisk. Mere end kryptisk. Jeg vil næsten kalde det fyptisk.

“Fyptisk? Må jeg være fri. Hihi.”

Hihi. Mit fyptometer slog ud.

“Hihi. Men du kan da ikke tillade dig at måle mig med et eller andet uspecificeret fyptometer. Jeg prøver bare at sige vi ikke kan betragte sproget som sekulariseret bare fordi vores samfund er det.”

Hihi. Det er en god pointe du har der. Men hvad betyder det? At vores omgangsformer er præget af religiøse værdier og at der vil gå en rum tid før vi får sekulariseret sproget ligesom vi har, sådan da, sekulariseret samfundet?

“Usprog igen.”

Altså, hver gang jeg fremfører et klart argument eller et helt enkelt spørgsmål formuleret i jordnære termer kalder du det usprog.

“Det spørgsmål vi behandler er af sprogfilosofisk art. Det kræver at man går grundigt, følsomt og analytisk til værks.”

Hihi. Jeg beklager hvis jeg har opført mig rebelsk. Det skyldes vist at jeg ikke rigtig har studeret sprogfilosofi i dybden.

“Hihi. Det gør skam ikke noget.”

Kan du argumentere for nødvendigheden af den fremgangsmåde du brugte? Grundig, følsom og analytisk… Jeg kunne egentlig godt følge dig i det du sagde, men det var som om abstraktionsniveauet antog et lidt komisk omfang.

“Jeg tror ikke der er nogen smutvej eller populærvidenskabelig tilgang til selve forståelsen af hvad der kan og bør siges om udfordringer.”

Men altså Hestbæk Ankelsok, dit udsagn om at religionen tager stilling til os i stedet for at vi tager stilling til den, er det mon rigtigt?

“Hihi. Jeg hedder for det første ikke Hestbæk Ankelsok. Jeg hedder Kvib Madsen. For det andet er det ikke min formulering du kommer med der. Min formulering er at vi ikke kan betragte vores sprog som sekulariseret fordi vores samfund er det.”

Men vi kan vel efterstræbe at udtale os om fx det vi taler om, nemlig udfordringer, uden at bruge religiøse termer.

“Vores sprog tror på Gud.”

Mener du det?

“Ja.”

Men vores sprog har ikke en bevidsthed.

“Det har det da. Det har en sjæl.”

Men betyder det, at vi skal tro på Gud? At vi ikke forstår sproget, hvis ikke vi forstår at det er umuligt at sekularisere det?

“1 plus 1 er to. Det er da rimelig nede på jorden.”

Jo, men du nævnte, at vi ikke kan begå os i livet uden en stiltiende accept eller forståelse af at visse ting bare er religiøst begrundede.

“Accept eller forståelse. Ordet er tro. Tro på at visse ting bare er religiøst begrundede. Ordet er resignation.”

Jo, men tilbage til det med udfordringer i livet. Jeg har blot et spørgsmål tilbage. Smitter det af på folks liv i negativ forstand hvis man, af den ene eller den anden grund, kun læner sig op af den moderne måde at se tingene?

“Hvis man mener en udfordring bare er noget der skal udvælges gennem indgående selvkendskab og sagkundskab og så kanøfles ligesom man kanøfler et maratonløb, så bliver man stresset.”

For lige at runde af, her endnu et spørgsmål: I forlængelse af, hvad du har sagt her, ligger den moderne verden i kamp med den rigtige, oprindelige verden, hvor man i højere grad brugte religiøse ordsprog, talemåder og skriftsteder og hvordan kommer vi tilbage til fortidens måde, hvis det da er løsningen?

“Sprogfilosofisk hjemmearbejde og oplysning. Kampagner.”