“Det er faktisk det mest nærliggende ved det.”
Hvad er det mest nærliggende ved kage?
“Æg.”
Du kan da godt lave en kage uden æg.
“Jamen det er mere nærliggende at have en have hvis du haver et æh.”
I sø tilfælde er det ret nærliggende.
”Ingenting er bare et arbejde og det er derfor vi skal holde hinanden i hånden. Nu.”
”Ingenting er bare et arbejde og det er derfor vi skal holde hinanden i hånden. Nu.”
Nej. Jeg vil ikke holde dig i hånden. Jeg er på arbejde.
”Krammer.”
Kære Hjemløse
Kære Hjemløse,
En af mine bekendte der hedder Morten har en kronisk sindslidelse som, blandt andet, forhindrer ham i at have et arbejde. Hver anden dag tåger han rundt og taler om asparges, men hvis man viser ham et bundt asparges taler han kun om gulerødder. Når man fjerner gulerødden, undskyld guleroden, taler han igen om asparges. Det er bekymrende for alle undtagen hans kone som ind i mellem bliver træt af det. Man skal nemlig hælde en anseelig mængde fløde på hans højre fod for at få ham til at stoppe.
Morten er en pragtfuld filosof, når fløden har virket. Helt vidunderlig! Han ser nemlig enorme problemer overalt hvor vi andre ser muligheder.
Han har fx regnet sig frem til at det er muligt at tale om gode mennesker, men på en uhyre kompliceret og indviklet måde, som det nok kun er ham der kan forstå, fordi han… ja, det er indviklet at forklare for jeg forstår det ikke helt. Men det er noget med at ”gode holdninger, som tiderne er nu, især klæber sig fast til mennesker på venstrefløjen”.
Endvidere har han sagt denne mindeværdige ting:
”Samfundet og ikke alt det der med middage og tæpper skal tage sig af de hjemløse.”
Men ved du hvad kære Hjemløse? Samfundet, moden, om du vil, er ikke til det. Folk kerer sig ikke om at samfundet skal være stærkt længere. Men det skal det.
De bedste hilsner
Kolbæk Huse
Lort’historien: Bæveren Iris
Det var morgen. Det susede i grantræerne. Det var vindstille. Rine hadede grantræerne. Det hviskede i granerne. Rine hadede granerne.
Lidt senere var Rine i skole. Der var ikke indtruffet noget siden det med morgenen hvor Rine vågnede.
”Kalle Shompoo rejser rundt i historierne med det samme gamle land.”
Rine elskede læreren. Ved siden af ham stod Kalle Shompoo. Han rejste rundt i historien med læreren. Den samme gamle historie om bæveren Iris der bed børnene. Lede kryb! Iris vidste ikke hvad hun hadede mest, hikstorien om bæveren eller selve den fiktive odder af en bæver!
Rine hadede historien her og historien om bæveren Iris og selve Iris. Fordi Rine hadede flint. Alting er lavet af flint. Og der var slet ikke nogen Kalle Shompoo og Rine hadede læreren. Det betyder altså at der heller ikke var nogen historie om odderen Iris eller nogen Iris for den sags skyld. Det hadede både Rine og Iris. At der ikke var nogen Iris.
Pisse sad og knipsede til sit viskelæder. Han kiggede over på Rine. Rine hadede Pisse. Pisse hed slet ikke Pisse. Han hed Lorte.
Rine havde bare været i dårligt humør. Læreren var slet ikke så slem. Han talte om Hollywoodstjerner. Pisse havde aldrig heddet Lorte. Historien om bæveren Iris fandtes da for såvidt som Iris eksisterede i Rines fantasi.
Johannes Birk-Enesen havde også masser af fantasi. På en måde var det tosset at nogle blev udnævnt til Hollywoodstjerner når alle havde så meget fantasi som tilfældet var. Rine kiggede på Dansatta. Det var udsædvanligt at bage midt i timen. Dansatta bagte bare brød.
Rine var så glad for menneskene og verden. ”Kan jeg velsigne?” Nej, Gud kan velsigne, havde hendes far svaret. Alligevel havde hun lyst til at velsigne hvert et lille træ når hun og hendes familie kørte i tog. Men det var åbenbart sådan at kun Gud kunne velsigne. Men man kunne lyse velsignelsen over en anden, havde far sagt.
”Hollywoodskuespillere spiller godt.” Hvad så?!
Fem døgn med Tot Näpur
Jeg børster mig. Børster håret. Støv flyver op omkring os. Det er Tot Näpurs fødselsdag. Igennem de næste seks dage vil han koge pasta konstant, men overlade kogningen til en assistent imens han sover eller når han ikke har lyst til at koge pasta. Jeg er kommet ud på en umulig opgave. Hvorfor? Fordi jeg har giftet mig med Tot Näpur. “Gift dig med en journalist og du vil få noget fortryllende grønt hår.” Sådan lød oplægget til programmet. På papiret lød det meget godt. Men det papir var lavet af kvarts! Jeg har ingen ide om hvorfor min chef altid skal skrive på tallerkenerne. Jeg synes at kvarts er et af de værst tænkelige materialer til tallerkener fordi det er gennemsigtigt, man kan se bordet igennem tallerkenen og et bord er ikke til at holde ud at se på. Det har sådan et kemisk udseende. Det eneste pæne borf er det spiseborf vi har stående derhjemme hvor vi borf. Borf? Bord selvfølgelig! Det bider jeg mig fast i fordi det er så smukt. Nå. Nu kommer Tot Näpur tilbage. Han har lige været afsides. Det røvhul!
Læser: ”Jeg vil godt have gråt hår til jobsamtalen, men jeg er ikke sikker på det virker”
”Jeg tror ikke han kan se mit hår på grund af min pande og den solhat jeg har på.”
Du skal vel ikke have hverken pande eller solhat på til en jobsamtale.
”Ikke det?”
Nej. Ja, jeg ved det ikke. Det er bare et godt råd.
”Du er så filosofisk.”
Jeg er journalist.
”Du ligner lidt en bæver.”
Jamen jeg er en bæver.
”Så meget ligner du heller ikke en bæver. Det er bare fordi du sidder i en flod og fordi du vælter træer ned i floden ved at bide dem over.”
Jeg er ikke en bæver.
”Er det ikke utroligt hvordan vi dejligt åbne mennesker kaster spørgsmålet om vores identitet ind i samtalen, ind i mødet med den anden. Du ligner altså en bæver. En meget smuk bæver.”
Nej. Det er ikke utroligt.
Center for høflighed slår dørene op – den ene dør falder af
”Jeg har brug for et par høflige og humoristiske mennesker”
Festlige?
”Meget gerne festlige.”
Pu… pu… pu…. Punktlige?
”Meget gerne punktlige. Men det ligger ligesom i at de er høflige.”
Ved du hvad, det skriver vi i Den Anden Avis. Så må vi se hvem der dukker op.
”Det er rigtig godt.”
Men indtil videre er det kun dig selv der er med i Center for høflighed?
”Ja. Centeret tæller mig som medlem.”
Hvorfor holder du en dør?
”Fordi jeg forsøger at være høflig?”
Overfor mig eller overfor døren?
”Overfor Mark Svendsen.”
Hvem er Mark Svendsen?
”Han er lavet af gummi.”
Mand: Kvinder må gerne være pudsige
Vi kender alle historien om den gamle reje: ”Jeg har været i seng med ganske mange. Jeg har endda været i seng med to øjne. Desværre var de mine egne.” Vi ved hvordan det herefterdags gik. Da rejen havde sagt det, kunne den kun svømme sidelæns. Vi andre kan spille kloge bagefter. Hvad får rejen ud af det?
Det er præcis på den måde jeg har det med kvinder.
Det er forår om et minut.
