Tørntkved Benis: “Jeg gøede over vandet”
Det billede der fremkommer ved læsningen af sætningen “jeg gøede over vandet” er uklart.
“Selvfølgelig. Selvfølgelig.”
Jeg, altså mig, mig lige her!, kan du ikke se mig?, journalisten altså, mig!, jeg! vil ikke gå i detaljer med den uklarhed: hvordan du kunne gø over vandet, uden at det bliver nævnt at du falder i vandet, hvornår og under hvilke omstændigheder det fandt sted, om der i stedet skulle have stået “jeg gøede ud over vandet”, alt det er sådan set mig og læserne ligegyldigt, bortset fra den anden ting jeg netop nævnte, dette hvornår?
“Jeg tror klokken må have været kvart i tre om eftermiddagen.”
Jeg kunne have reddet filosofien.
“En filosof!”
Du tror ikke mit mereværdskompleks simpelthen er en mereværdsrealitet?
“Nu skal man aldrig dømme hunden på hårene, for du ser godt nok klog ud, men nej, jeg anser alle mennesker for fundamentalt ligeværdige.”
Jeg har ellers ofte fået at vide af folk der går forbi, fremmede altså, at mit intelligente ydre i sig selv bereder dem en intellektuel oplevelse som de lever højt på i et par dage efter. Men så betaler de også lidt skat til mig som tak og for at forlænge den oplevelse, gennem at de køber mit portræt.
“Må jeg lige afbryde dig et øjeblik?”
Denne afbrydelse er usædvanlig, hvis ikke ligefrem sensationel!
“Det drejer sig nu bare om at du har en fuld kop kaffe stående som du ikke har rørt.”
