Toggiganten DSB: ”Jeg er en vaskeægte toggigant!”
Jeg har ofte tænkt på om der er noget job i DSB der er svært, rent intellektuelt?
”Det er svært at lade være med at fortælle om sine egne kvaliteter når man som helt ung har en kæreste. Men man risikerer jo at komme i tvivl om sine egne kvaliteter, hvis man så bliver droppet.”
Charme er sådan en overvurderet egenskab i vores tid.
”Ja.”
Hvad?
”Ja.”
Hvor mange filosoffer er der egentlig ansat i DSB?
”Nul. Men mange er filosoffer i hemmelighed.”
Ja?
”Når de så kommer hjem, åbner de op for denne filosofi.”
Øv!
”Hvorfor?”
Det er da ærgerligt, at de holder den inde for hjemmets fire vægge.
”Hvorfor?”
Filosofi skal da ud til verden.
”Aj. Den filosofi som DSB ansatte har er alt for ens. Den handler bare om skinner og toge der kommer til tiden og ikke kommer til tiden.”
Jeg tror simpelthen ikke på det?
”Ikke på hvad?”
På at DSB ikke har nogle af de mest hæderkronede filosoffer der nogensinde har eksisteret!
I anledning af julen: Mortens N*Y*E filmmanus:
Scene 1:
[Prærie. Westernby. En mand kommer ridende. I forgrunden en kvinde der står i byens udkant og venter på ham. Manden laver nogle mærkelige ansigtsudtryk ved at åbne munden og strække musklerne omkring den. Resten af ansigtet er i hvile. Øjnene har et bedrevidende, lidt søvnigt udtryk.]
Kvinden: Hvorfor gør du sådan med munden? [Kvinden efterligner mund-grimasserne uden at markere at der er tale om en hånende efterligning. Manden står af hesten og de kysser hinanden. Grimasserne stopper. Hun kigger ømt, lidt western-klicheagtigt, men ikke ironisk, på ham og lægger hovedet på skrå og klapper ham på kinden. Han smiler lidt fatter-agtigt og laver derefter endnu en mundgrimasse på samme måde.]
