“Nuet er en totalt uspændende raket at være i, for det er overhovedet ikke nogen raket!”

Undskyld jeg griner. Jeg hørte ikke det du sagde. Men læserne har hørt det, for det bliver skrevet ned fra lydoptagelsen, så sig et eller andet andet der ligger dig på sinde.

“Om hv-hvad?”

Et eller anden fuldkommen forudsigeligt og standard om ungdommen nu til dags.

“Ok.”

Husk at være underfundig og udtryk dig lidt pudsigt. Så lægger man ikke mærke til at det er uoriginalt.

“Øh. Unge mennesker med et halv-fabelagtigt udseende og en fabelagtig udstråling får af det omgivende samfund hovedet tanket op med ideer om deres egen kolossale betydning som rollemodeller for alle, inklusiv småbørn og pensionister. Der er ikke noget ordets frie løb i det, eller nogen grobund for tankemæssig dybsindighed eller dannelse. Det følelsesregister som kendetegner virkeligt lidende mennesker eller lidt ældre medborgere kommer ikke til syne.”

Jeg synes du undervurderer de unges lyst til at lade sig inspirere af en halvgammel slidt, underfundig excentriker som dig og endvidere undervurderer lysten til at lade typer som dig hjælpe dem og støtte dem i deres liv og udvikling.

“Det er pænt at du mener min type findes og det du siger varmer. Men jeg synes at det er sjældent vi ser de følelsesmæssige realiteter i nutidens kultur med sociale netværk og alt det.”

Men hvorfor taler vi om det her? Folk griner jo deres røv i laser over dem du nævner. Er det ikke snarere sådan at der er så mange falske profeter at de ægte profeter er blevet usynlige?

“Aner det virkelig ikke. Hvorfor giver du mig en skål med størknet suppe?”

Det er en symbolsk handling som markerer at hele interviewet er noget juks. At vi ikke har sagt en eneste ting af betydning. På trods af at vi er to fabelagtige personer, har vi ikke gjort andet, end at demonstrere hvor pinagtigt hurtigt vi bliver fulde af os selv og bliver forfærdeligt slemme til at køre os selv af.

“Er en munter og stilfuld passiar for åben mikrofon nu så slem?”

Ja. Rædselsfuld.

“Hvad er det for nogle rædsler der er tale om.”

At de er, i overført betydning, slimede og modbydelige, må vel være tilstrækkeligt.

“Noget stads. Jeg er med. Men bare derfor er vi vel ikke noget særligt, jeg mener, bare fordi vi har ævlet og erkendt at det vi sagde var bavl fra ende til anden er vi vel ikke noget særligt.”

Så skal vi næsten pladre lidt mere.