Læser spørger: Hvordan gør man hvad?

Først og fremmest skal du gøre dig klart at det enten er let eller svært. Det drejer sig højst sandsynligt om at sy en hjerteformet bordskåner og det er svært, kan jeg godt fortælle dig. Når du kommer til der hvor der nærmest er en skarp vinkel mellem de to halvcirkler der udgår fra hjertets top skal du bøje kraftigt af og så kommer du til at vælte den lilla kop der står nær bordkanten fordi du ændrer kropsstilling på den søde lille stol du sidder på. Tør op og reparer derefter stolen. Det er trods alt den søde stol der er tale om. Ved du hvad, send den søde stol til mig. Jeg trænger sådan til en sød stol. Søde stolehilsner.

Danskerkomet sagde sandheden: Nu er 162 forsvundne regndråber malet blå

Konstantinopel, Alexandria, Karthago, Dimmelev. Listen er lang. Lytter man til den slags opremsninger bliver man perpleks. Indtil det som er fælles for alle de fire byer nævnes i det man tumler bagover: Regnen. Regnen der er fælles for alle byer, undtagen hvis solen skinner. Og det er dette lille ”undtagen” Hubert Habla har skrevet på stykket mellem næsen og munden. I dag. I morgen. Forever Jonathan Jennings.

Hvis dine bukser lugter af friskfanget laks kan du og så videre

Jeg hører det for første gang i mit liv: en dame, godt oppe i årene, der pifter samtidig med at hun taler, endda lige ind i øret på sin mand der er festens midtpunkt, samtidig med at han virker vant til denne magtstilling blandt de dansende.
Skift bukser, Rone.
Og han skifter bukserne for øjnene af alle. Hurtigt og effektivt. Man får et glimt af hans tissemand.

Maradjøngade om anskaffelsen af de fine dørhåndtag på teknisk museum

Maradjøngade, jeg ved du foretrækker at tale om siv, så jeg vil gå lige til sagen: hvorfor taler du så meget om disse interne administrative sager?
Jeg sad i direktionen og vi skulle have den skide ny dørhåndtagstotalløsning. Jeg kontakter en virkelig dygtig smed og han siger ja og vi når frem til en pris.
Jamen det er for mærkeligt.
Nej.
Maradjøngade. Jo.
Sverndrupnyponggade. Nej. Du bliver ved med at sige at utraditionelle dørhåndtag skæmmer teknisk museum. Det er ikke tilfældet. Jeg tror sjældent de bliver nævnt, endsige bemærket.
Hvad så hvis dørhåndtagene var udformet ligesom pensler?
Så kunne vi godt snakke.

Maradjøngade i nattelivet

Hvordan vil du bevise dit værd i nat hvis ikke du ser røv godt ud og dertil har en magisk udstråling, foruden at du virker samlet og moderigtigt beskeden?
Fx ved at lave lidt sjov med at jeg også har underbid.
Jeg kan ikke se noget morsomt i det. Du mangler alt.

Hvordan gik det?
Det gik godt. Jeg mødte en person med karakter og principper.
Det lyder som noget fra oldtiden.

Mand opfinder enorm skrue og griner

Var der nogen sammenhæng mellem at du opfandt skruen og at du grinede?
Jeg grinede ikke.
Rygtet siger at du grinede.
Jeg væltede.
Rygtet siger ikke at du væltede.
Jeg væltede oven på rygtet og noget vat.
Man kan ikke vælte oven på rygtet. Rygtet er noget lidt abstrakt.
Rygtet reddede mit liv fordi det var endnu blødere end vattet.
Hvorfor taler du fynsk?
Jeg taler rigsdansk.
Du taler fynsk.
Det gør du også.
Nej.
Jo.
I hvert fald ikke.

Ny app: BodegaTikanten

Indledning

Følgende dokument blev fundet længst oppe i et kirkespir. For de knoldehoveder der ikke kan regne den ud er der tale om en brainstorm der på uhyre elegant vis skitserer en app ved navn BodegaTikanten som bodegaindehaveren betaler opfinderen (mig) klækkelige summer for at stille til rådighed for gæsterne via en tablet. App’en muliggør at dem der sidder og glor derhjemme, fx på tv, kan stille spørgsmål om livet til de heldige nede på bodegaerne som kan begrunde deres skarphed og dybsindighed med ordene: in vino veritas.

Dokument

Medfølelse fra garanteret danske bodegaer og gæster til ensomme og nærsynede akademikere og deslige

Bodega: Nn
Førsteminister: Nn (Fornavn)
Knap: Giv omgang!

Hvad er dit problem din ærværdige storsnudede personage?

Hvad så hvad mester?

Bodegatjekind: Ca. antal gæster, førsteministers fornavn.

Tablet skal blinke i forskellige farver, men som standard være tavs.

Videoer: Præsentation

“Men både dengang og nu sorterede man flutes”

Joy Flint du skriver i din nye bog følgende: “Dengang flettede pigerne deres hår, nu går de på Facebook.” Hvad er det egentlig for noget vrøvl at skrive?
Det er bwestiemt ikke noæd vrøvl.
Hvad er det så? En karakteristisk sammenligning mellem gamle dages fritidssysler og selvpromoveringen i nutidens globale landsby? Nej. Det er noget pladder er hvad det er.
Det et lille rids af udvikling.
Et lille rids af udvikling. Har man hørt en loppe gø?! Det kan man ikke engang sige. Et lille rids af udvikling. Du er så selvtilfreds er du. Så selvglad.
Det var bare hvis du havde lyst til at sammenligne dengang og nu.
Ja men det har jeg ikke.
Godt så.
På ingen måde endda.
Nå.
Hvorfor taler du egentlig pludselig uden accent?
Der var pludselig noget der prikkede i min finger. Så glemte jeg det.
Det er ok.
Men både dengang og nu sorterede man flutes.
Begynder du nu igen på disse fjollede og usande historiske perspektiveringer?