Nu spørger jeg dumt. Han virker alsidig i sine talenter. Skuespil, musik, bøger.

»Afgjort alsidig.«

Han lærte at klemte på en guitar som yngre.

»Derfor var det naturligt at han satte sig ind i John Lennon. Undersøgte Beatles. Lyttede til deres plader.«

Lyttede til deres plader?

»Også det, ja.«

»Vi kan godt sige at det drejer sig om byen Darjeeling.«

Der hvor man dyrker te?

»Teen bliver også navngivet om.«

»Det ansigtsudtryk forekommer unødvendigt. På trods af at det er koncentreret ser det fjollet ud.«

»Jeg hedder ikke Johannes Puggaard Dvasjo. Jeg hedder heller ikke Larme Anders. Jeg hedder Kristoffer Brosted Maradjøngade.«

»Det sætter hele jordens befolkning i et fuldkommen tåbeligt lys at vi tillader at fire mennesker tager til Mars uden at vende tilbage til jorden igen.«

Sluk lyset!

»Ostefarvet.«

»Det kan i princippet smile, men kun i princippet.«

Se! Nu går det sidelæns igen.

»Det går sidelæns fordi én blandt publikum har tænkt på bønderne under Stalin.«

Familien Maradjøngade sidder ude i haven og spiser morgenmad fordi, fluff, huset er halset efter indkøbscenteret for at købe morgenbrød.

Mor Doris trækker et tæppe op om lille Diz’ skuldre mens far Tango glad lader sig interviewe til Den Anden Avis.

»Huse fiser afsted. Ligeså hurtigt som vinden.«

Og nu vender huset ganske rigtigt tilbage og vi sidder igen i den hyggelige stue som om intet var hændt. En fjerbold falder ned på spisebordet.

Der var ikke nogen der havde bedt mig være Kalle Rasmussen. Så det var en glæde da min fremtidige chef kom og sagde: »Forkert. Jeg har bedt dig være Kalle Rasmussen.« Jeg spurgte ham selvfølgelig hvornår han havde bedt mig om det, for jeg havde ikke selv lagt mærke til det. Så sagde han: »Igår da jeg lå på min pude.« Han mente den store orange pude.