En læser spørger: »Min arm har været våd i flere uger. Er jeg ved at blive til en delfin?«
Den Anden Avis svarer:
Du er ikke ved at blive til en film. Du er ved at blive til en dokumentarfilm og det er noget andet. Tillykke, i øvrigt, med at dit spørgsmål blev trykt i avisen. Du har lang vej at gå, men det er fint klaret.
Rigtig mange kilometer væk og rigtig mange mennesker væk er der sket noget forrygende symbolsk og meget meget vigtigt. Alle de andre mennesker sidder ved deres skærme og følger med.
En mand vågnede op og kunne efter en særlig hukommelsesøvelse og efter at have spist morgenmad og børstet tænder huske at han havde hørt mindst et ord hvor bogstavet r indgik samt at noget der lignede en splint men sandsynligvis ikke var en splint faldt på gulvet. Det sidste var ikke rigtigt. Der var ikke faldet noget der mindede om splinter på gulvet. Men en splint var, underligt nok, faldet opad fra gulvet til et bord.
Jeg kan ligeså godt sige det rent ud. Bogen er en labyrint. Sådan. Det var ikke så svært. Slet ikke. En labyrint af tanker, af ord, af ideer. Fordi mange af disse virker helt selvindlysende føler man sig fanget i et banalt tankespindelvæv. Men det gør ikke noget for der er masser af inspirationsstof til benøvelser.
Forestil dig hvilke spekulationer en forbløffet salat kan afføde. Hvordan det påvirker nervesystemet at man netop har indtaget en overrasket tomat, en chokeret agurk, en bestyrtet gulerod og en forskrækket chili? Så stærke følelser mellem tænderne kan overskygge selv den bedste hovedret. Det var også tilfældet her, hvor min ledsager og jeg måtte kæmpe for at huske hvad en bøf hed. Selve normerne og de allermest fundamentale regler for bøfkunst havde vi glemt. Vi havde glemt alt. Og på denne lidt fjollede måde kan man sige vi blev klar til desserten. Her var ingen uventede rørelser af sindet, men et tilsyneladende fuldkommen firkantet stykke is. Det trak vældig ned. Det blev vi sure over. Det gad vi ikke høre på.
