»Men jeg har en vorte på næsen!«

»Foreningen for kronisk syge accepterer ikke folk med somatiske sygdomme.«

Maradjøngade lukker døren stille og vi vender tilbage til snakken om ansøgningerne der ligger mellem os. Han tager den øverste op og vifter med den i luften.

»Ansøgningen skiller sig ud ved at han afsluttede med ‘din, Henrik’ selvom han hedder Bo.«

Jeg gnider hagen mod bordet.

Der var diger og trisser opstillet hele vejen rundt om.

Hvordan holder man handlingen i en tv følgeton hemmeligt? Er det ved at lave en aftale med alle involverede om ikke at sige noget om handlingen eller noget andet?

»Det er bestemt ikke noget andet altså.«

Undskyld?

»Hvorfor skulle det være noget andet?«

Jeg er ikke helt med.

»Det er godt. Brug nødden. Du spurgte om det involverede en aftale med alle involverede om ikke at sige noget om handlingen eller noget andet.«

»Altså hvis jeg spiller fodbold og en fra mit hold scorer, mens jeg bare stod og gloede nede ved baglinjen, så kan jeg spørge mig selv: var det bedre hvis jeg havde løbet rundt?«

Hvor tænker du over det henne?

»Det kunne typisk være i omklædningsrummet.«

Jamen så er du vel også ude på at få lidt mere fisse end du får?

»Nej nej. Det er udelukkende for min egen skyld. Når jeg ser mig selv i spejlet.«

Når du ser dig selv i spejlet.

»Akkurat.«

Æhm…

Men det gør du. Du arbejder for to hatte. Man kunne kalde dem Hat Et og Hat To.

»Hold så op!«

Det er lige præcis det du gør. Hat og hat.

»Ok. Fint. Hat.«

»Hirri-pø. Hirri-pø.«

Jeg nærmer mig Maradjøngades ord på forskellig vis. Nogle af dem fanger jeg med et fiskenet, hvorefter jeg studerer dem fra forskellige sider. Andre ord sætter jeg mit ølglas på.