»Umiddelbart var det sværeste at bygge en mand. Det lykkedes ikke. Derfor er byen endnu på tegnebrættet.«

»Jeg så den ikke.«

»Jomen jeg så den.«

»Det er ikke noget blødagtigt noget. Det er det netop ikke. Bøger er vigtige. De er bare lidt uldne nogle af dem.«

»Jeg kan og har slået en længere prut men altså ikke lige nu. Jeg kan ikke prutte lige nu. Det kan jeg mærke.«

»Åh hvor er du stor. Jeg kender dig personligt. Jamen, åh, hvor er du stor. Det bidrager til din storhed at vi er venner. Er vi venner fordi vi er store? Ja, nu holder jeg en pause hvor jeg stiller mig ydmygt an og stiller åbne spørgsmål. Er venskabet stort? Hov, nu ramte jeg lidt ved siden af. Jeg fik stillet et lidt tomt spørgsmål. Jeg må hellere tale om vores evne til at grine af os selv. Så bliver jeg hurtig færdig, nemlig. Det kan vi ikke. Nå. Men vi kan hylde hinanden med en så vild generøsitet at selvironi virker som noget ligegyldigt. Som noget dybt personligt vi ikke taler om fordi vi er så generøse. Og store. Fik jeg nævnt det. Vi er nemlig noget helt specielt. Der går mange forbi på gaden som vi ikke kender. Dem kender vi ikke. De er ikke mærkelige ligesom os. De er normale. De er kedelige. De er ikke generøse, i hvert fald. Vi er kærlige når vi skriver. Og vi forstår hvad hinanden skriver. Men jeg er bedre til at skrive end dig. Forstod du den? Jeg er bedre end dig. Også til at skrive. Og mere mærkelig.«

I weekenden fortæller Viggo om forholdet mellem renæssancen og reformationen ved hjælp af fjernstyrede biler. De nærmere detaljer omkring fortællingen om forholdet er endnu ukendte for redaktionen på grund af at Viggo plejer at holde programmet for sine bil-shows hemmeligt. Han plejer også at hvisle lidt med læberne når han tænker sig om midt i en samtale.

Stuntmandsfaget er noget af det farligste.

Der blev udført en indforstået leende samtale på ganske kort tid. Ellers forløb alt forventeligt: De to kendisser var 40 meter høje. Den ene, journalisten, kom alene men bar et neg under sin arm.