Følsomme Wijfstrand blev torsdag overrasket over at blive tiltalt direkte af en kendt journalist han genså på gaden med ordene: »Jeg kan godt huske dig!«

Gensynsglæde. En gensynsglæde der ikke umiddelbart udmøntede sig i det Wijfstrand håbede på, nemlig at han skulle i avisen med portræt og det hele.

Wijfstrand kigger slukøret ned i sin kakao.

»Det er nedslående. Nu hvor jeg tænker over det, er det en uhøflig ting at sige, når han er så kendt. Det er nærmest som at sige: Dig har jeg gennemskuet! eller Du er tosset uden at vide det! eller Dig gennemskuer man på fem sekunder.«

Op med humøret Følsomme Wijfstrand. Nu er du i Den Anden Avis.

»Er jeg i Den Anden Avis?«

Wijfstrand er tydeligt opmuntret og slår ud med armene.

Den Anden Avis’ udsendte børster ærmerne.

Det var ingen sag.

En masse kedsommelige unge mennesker der endnu ikke er færdige med at tage sig selv op til revision sidder og tygger tyggegummi i mødelokale ét på Humberts Brød. De er ved at falde i søvn. Deres søvnbehov skyldes at det slet ikke ligger i deres kort at vokse lidt i deres egen retning. Det ville være et flip. Det ville være lal. Derfor sidder de på deres stole og holder samfundet sammen. Humbert misser mod solen og sender jokes ud. Der grines. Der vågnes.

På den lille ø Blanda har indbyggerne for mange år siden besluttet at tale svensk, ikke på grund af nogen kolonial eller anden historisk tilknytning til Sverige, men på grund af den rige mængde høflighedsfraser der eksisterer på dette sprog. »Jeg ønsker dig masser af kærlighed eller i hvert fald masser af stærkt erotiske billeder,« er et eksempel på en typisk Blanda-svensk afskedshilsen.

Det blev meget pudsigt.

»At forføre er at bringe en person til et sted, rent følelsesmæssigt, hvor personen ikke kan mærke sig selv. Derfor er det rimeligt at nive fremmede.«

Gregor har den egenskab at hans ytringer og væremåde er god for andre menneskers underbevidsthed. Han besidder, i kraft af denne egenskab, en lydhørhed overfor det menneskelige i det menneskelige. Det har han altid været klar over. Hans flytning ud på landet har kultiveret egenskaben sådan at hans hår egentlig så lidt for kedeligt ud i forhold til hans fagter og kropssprog i øvrigt ved middagstid i bussen. Det fik en yngre kvinde til at glo med et tomt udtryk i øjnene. Om det var en nedstirren eller en ubevidst korrektion på tværs af byens rum i den gule bus vides ikke. Sikkert er det kun at hendes ansigtsfarve klart var gusten og hendes læber lidt for store.

Hun blev, i Gregors øjne, selve billedet på fantasiløsheden hvorfor han forsøgte at stirre sig blind på sin vrede og fratage hende menneskelighed og gøre hende til ren, inkarneret fantasiløshed som hun sad der i storbyens favn for et halvt døgn siden. Det lykkedes ikke, men ih hvor var Gregor glad for at have fået disse tanker nedfældet som et forsvar for de farver og det farvespektrum som var hans og hans alene. Til kamp mod skidesprællerne der bevidst, eller snarere ubevidst ville tvære hans stærke farver sammen til en smattet grå, blot fordi denne frikadelle drømte om at trykke ham flad mellem sine bryster.

Den Anden Avis fanger kvinden netop som hun stiger ud af bussen.

»Jeg ville på ingen måde nedstirre eller korrigere ham, men jeg kunne se han var god for min underbevidsthed og havde opbygget og udviklet nogle kompetencer på dette område.«

»Shikonto.«

Forskere der igennem mange år har forsket og forsket har ikke fundet en skid. Maradjøngade rettede på sine briller.