Hvad siger og foretager man sig som voksen hyppigt besøgende på et børnehjem? Har De nogensinde tænkt på det? Passer Deres sædvanlige attitude ikke? Melder coachen pas? Via en ganske ualmindelig hjemmeside, lavet af særligt følsomme mennesker, mødte Sankt Dragt velforberedt op.

»Det er denne stak der forvirrer mig. Alt hvad de siger og gør har med stakken at gøre. Men jeg formår heldigvis at se igennem stakken og ind til selve personen. Det er ofte en indviklet type. En type der klart ville have det bedre uden stakken. Man kan sige at jeg hjælper personen af med stakken. Ja, jeg er en slags coach. Men der er også papir i deres hjerter. Så det er lidt indviklet. Nej, jeg er ikke en slags coach. Ikke i de specialtilfælde hvor papirets så at sige erfaringer er trængt helt ind i hjertet.«

Hvem andre end haren Viff, der har boet i Skummelskoven siden den var killing, kunne skrive digtet bedre? Det er i hvert fald fabelagtigt godt gjort. Først og fremmest er det fuldkommen rigtigt stavet.

Musen farer hen over skærmen. Året er 2014. 200 år før havde den suset hen over gulvet. Men det er nye tider. Også i Kimmer.

»Hvor er musen?«

Med dette underlige spørgsmål til konen mener Melchior Hovmand hvor den lille hvide pil er henne som han bruger til at trykke på forskellige ting på skærmen.

»Aner det ikke. Prøv at bevæge den lidt.«

»Musen?«

»Ja, musen.«

Melchoir kratter lidt på en lille plade og så er det blevet kaffetid.

»Meget tyder på, at vi er ved at komme tilbage til gamle dage.«

Så ubehjælpsomt, men sigende, udtrykte en bager på Vesterled sig i går efter at have modtaget en halmballe af virkelig god kvalitet.

»Vi vælger typisk at lave metaforer over mennesker. Et menneske med vinter inden i. Inden i vinteren sidder sjælen og varmer sig ved hjernen. Det er lidt kuldslåede ting der kommer ud af det, men der er stor efterspørgsel.«

Det er en af landets mest spændende bevidstheder der er på programmet i dag hvor Gustav I. Maradjøngades bevidsthed bliver gennemgået og formidlet for en fyldt sal der koger af forventning. Foredragsholderen Federspiel krøller behændigt posen med spørgsmål sammen og giver den to klask hvorefter spørgsmålene svæver op af posen og fordeler sig som små lyspunkter i lokalet. Der går et gisp igennem forsamlingen. Vent. Der er noget i vejen med den høje foredragsholders skohæl. Nej, heldigvis ikke alligevel.

»Lad mig starte med en anekdote. På et tidspunkt bliver Maradjøngade træt af sin underbevidsthed. Hans psykolog forklarer ham at årsagen er at underbevidstheden er blevet bevidst om et brændende stearinlys som generer den på grund af varmen og to hatte. Da der går ild i den ene hat, rent underbevidsthedsteknisk, bliver Maradjøngade træt af sin underbevidsthed, i stedet for at lokalisere og blive træt af problemets kerne, nemlig stearinlyset. Han går to gange rundt om lyset med en vædder før han opdager psykologen der gemmer sig bag flammen. Psykologen, som vi her vil kalde Steven, brænder næsen, og Maradjøngade ånder lettet op og takker Steven i et brev. Han er kommet et stort stykke videre med sin bevidsthed.«

Salen mumler begejstret.

»Jeg håber det bedste for andre fordi jeg er en religiøs person og ikke på grund af den måde de behandler mig.«

Maradjøngades indvending bliver overhørt af foredragsholderen som fremviser en flot splint af flint han selv har fundet.

»Jeg tror vi skal lade den gå rundt.«

Hvad er det for nogle sko du har på?

»Rejesko. En form for morgensko.«

Du vil da ikke fortælle mig at du kan tilbagelægge store cirkler i dem?

»Jo.«

Se på sålerne!

»Du skal ikke se på sålerne. Du skal se på det for oven.«