Desmond Maradjøngade og Papse »Des« Wijfstrand er gift. De mødtes i firmafanklubben ved Longines bordet. Men det var først under en grupperejse til Ken Poulsen Reservatet i Tarm at de lærte at udtale Longines rigtigt og samtidig holde fast om et kæmpe stort hyben mens de badede. Der skulle endnu tre tilfældige møder til før de forstod at de holdt af hinanden for alvor. I virkeligheden nogle usædvanlig dumme mennesker. Desmond ser ud i luften og siger et eller andet, mens Des forsøger at proppe en isterning gennem halsen på sin sodavandsflaske. En fugl flyver forbi.

»Altså der er nok sket det at vesten er blevet stoppet igennem en revne eller en sprække eller altså…en rift nej et hul i hvert fald. Det sker ofte på kabaleøerne. Nu er det sket her midt på hertugens hoved. Midt i midterskilningen. Midt under middagen. Skønt.«

Den styrkede snegl er nu flyttet ind i zoologisk have hvor den har fået sit eget faste legetøj. En lille bro og en kålhovedbamse.

Tolkning 1: Jeg-reducerende musik findes selvfølgelig ikke. Man er holdt op med at sige om en person at vedkommende virker oppustet, sikkert fordi Janteloven har lært os/sproget ikke at pille hinanden ned.

»En elg går rundt og rumsterer med mange ting. Dette er ikke nogen overraskelse. Passér skoven!«

En moderne opdagelsesrejsende som igennem tre måneder har ledt og ledt efter noget så utroligt at han ikke vidste hvad det var, har gjort to usædvanlige fund og kan dermed tilføje blækket og templet til listen, som også rummer hans egne solbriller, over fundne ting.

»Denne unikke tand befinder sig i munden på en person i Angola, en ung hyrde der er meget glad for forskellige ting. Det er noget vi kan fastslå statistisk uden at have mødt eller identificeret personen. Vi bruger også andre ting end statistik. Vi bruger det der hedder beregninger. Vi bruger en meget avanceret regnemetode som man skal have en lommeregner for at bruge og bringe til fuld anvendelse i det praktiske Danmark. Det er noget af den sjoveste afhandling du kan komme ud for.«

De gamle venner Federspiel og Maradjøngade hikker af grin.

Federspiel: »Hvor var du henne i torsdags?«

Maradjøngade: »Jeg læste om Gud.«

Federspiel: »A hi hi.«

Den Anden Avis opgiver at viderebringe humoren i denne ordveksling. Man skal være tilstede for at forstå det.

Nisser fægter en gang om året, på Store Fægtedag. Det går så hurtigt, at man må koncentrere sig for at se hvad der foregår. Hvad der angiveligt og grangiveligt og flere andre ting ser ud som et løb tilsat lydeffekter af varierende styrke er altså en meget alvorlig dyst. I pausen indtræder en dyb forelskelse. Her kan man skimte faldende blade, som var det blevet efterår. Et lille rundt træ fortæller hvad klokken er og hvorfor. Når det, efter en dag rig på strabadser og beundrende og målløse blikke fra katte, omsider bliver aften, kan man se solen lige over horisonten. Nisserne går da ud over markerne i vældig opstemthed mens de tænker på og diskuterer navneordet skib.