En glimrende og oplysende bog, men er hele den underliggende præmis forkert? Hvorfor skelner Maradjøngade mellem den teoretiske mulighed for at blive vækket af kanonslag på panden og bimlende klokker og raspende, lavfrekvente lyde i spektret 24-540 kHz og den praktiske, reelt ret store, sandsynlighed for at disse lyde ikke blot vækker os, men på en særdeles ublid måde river os ud af powernaps, døse og natlig søvn? Bogen giver endvidere ikke svar på mine personlige spørgsmål til eksistensen og livet. Det er synd når der er tale om en faglitterær bog som hverken bryster sig af at være en fuldendt luftspejling af Guds perfektion eller livets vidunderlighed uden Gud, dersom man er ikke-troende. Skønt bogen sine steder er regulært vanvittig eller tosset giver jeg den fem stjerner. Det har den fortjent, omend den allerede rummer både stjerner og måner og de der citroner med grøn skal som alle gerne må sutte på. En kærlig, dejlig dans med faktummer og punktummer.

Æhm.

Alexius fylder ikke lærredet med sin yndlingsfarve rød. Det er der mange der er glade for. Næ, man skal kunne se hvad det forestiller.

»Jeg snupper et sort.«

Han tog den primitive adfærd med hjem fra Kallis Øerne i Stillehavet sidste år. I år har tilfældet bragt ham til den arabiske halvø og atter har han taget det meste med hjem.

»Han tager for meget med hjem. Han ændrer sig fuldstændig fra år til år, alt efter hvor han rejser hen. Jeg elsker den tosk. Jeg elsker ham med en aldrig svigtende kærlighed.«

Af Vibeke Morten

Det ringer for hendes ører. Så højt at Den Anden Avis’ medarbejder kan høre det. Hun lader sig ikke distrahere.

»Ding dong.«

»Bimle.«

»Kling klang.«

Hun læner hovedet tilbage uden at le og taler op i loftet.

»Jeg er imponeret af det følelsesmæssige spektrum som den moderne popmusik efterhånden omfatter med alle dens herlige evergreens. I den forstand har kapitalismen været god. I andre forstande har kapitalismen været ligesom at hælde sukker oven på sukker uden at lægge mærke til dem der faktisk hælder sukkeret.«

Der indtræder en markant, behåret tavshed inden hun fortsætter.

»Det er fuldstændig som jeg altid siger. Og jeg bliver ved med at gentage det. En bog er et industriprodukt. Der er folk der står og arbejder oven på bogen på en fabrik. Mennesker der kan skære sig på papiret. Derfor sender jeg altid plastre med når jeg indsender et manuskript. For at standse blødningen. De kan få en maskine ned over sig og blive mast flade. Derfor altid træklodser med til at skubbe dem sammen i kanterne. Det hedder forholdsregler. Ganske almindelig medmenneskelig hensyntagen. Er det et papirfly du har dér?«

Mange fædre har forsøgt at virke kloge overfor deres børn ved at fortælle de to centrale historier om træsaften med det mærkelige og komiske navn. Den med at harpiks efter lang tid bliver til rav og den med insektet der bliver opslugt af harpiks og ender sine dage i et stykke rav. Så er der bare ikke mere at fortælle. Emnet er udtømt. Det har industrimagnaten Tor Bismarck gjort noget ved. Han har rullet et kæmpe tæppe ud på jorden inde i junglen. Tæppet har han kaldt Kalibri, efter det græske ord Klummermus der betyder »herren over alt rav«.

»Et tæppe har fire hjørner. Det der foregår inde på tæppet har jeg ikke meget forstand på. Vævning og den slags. Kanten af tæppet har kvaster, men det er hjørnerne der interesserer mig. Der skal ske noget i de hjørner. Det første år bliver der en butik i hvert hjørne. Det næste ved jeg ikke. Til den tid er tæppet blevet svampet af regnen. Så maler jeg det med en ravopløsning.«