I morgen svømmer en sild en tusindedel over Atlanterhavet og vender derefter hjem igen til det vand den plejer at bo i for at mindes det store indtag af vælling og anden sukkerfri kogt creme som fortidens danskere levede af når tiderne var knappe. Arrangør Iffer Krop holder en suppeske frem og peger på den med den anden hånd.

»Det er kun denne ene sild der må mindes indtaget. Alle andre indbudte står på en tømmerflåde i Sejerøbugten uden i virkeligheden at ane hvad det handler om. På den måde koncentrerer vi selve tankebevægelsen, det at mindes, i en enkelt fiskehjerne.«

Den på flere måder frygtede, frygtelige og frygtværdige sygdom A-demens har ifølge overlæge Kappel Kammer ramt en yngre dansk kvinde:

»Hun tror hun hedder Allan Schrøder, er blevet dræbt af indianere og snydt for 14 kroner i Føtex sidste torsdag. Ellers er alt fuldkommen normalt. Hun taler normalt, opfører sig normalt og ser normale film i biografen. Hendes tøj er ikke ramt af sygdommen. Det er fortsat rødt med store gule knapper.«

Et rør blev i går tilbageholdt ved grænsen sigtet for at være lavet af aluminium og have den egenskab at man kan kigge lige igennem det, fra den ene ende til den anden. Grænsen spiste en is.

»Det er en rubin du har der.«

»Nej… Er det det? Det er et arvestykke. En rubin. Men jeg anede ikke det er en rubin.«

»Det er en kjole du har der.«

»Jeg anede ikke det er en kjole. Jeg har lige købt den.«

»Du taler mærkeligt. Du taler hurtigt, forvirret og stresset.«

»Prøv og hør. Det er faktisk mig der er forskeren. Du sidder bag dit skrivebord mens jeg lever.«

Sådan sagde øjnene i går hos to gæster til et selskab på Upper Manhattan hvor Den Anden Avis var tilstede. Den virkelige samtale var helt anderledes og drejede sig om et læs hynder der blev fragtet gennem Kroatien under store strabadser.

»Jeg gik direkte til medierne efter jeg havde giftet mig med Disney hunden Vaks. Vaks havde kun en enkelt side i Anders And bladet, da jeg var barn. Dybt uretfærdigt. Vaks er den mest sammensatte og, lur mig, den mest generøse.«

Ebba Skammelsøn vinker og der kommer mere sød vin. Fire marengs bliver afvist med et smil. Hun er indre supermodel. Senest har hendes smukke indre prydet forsiderne på Vogue og Marie Claire. Medierne plejer at ringe til hende frivilligt fire gange om dagen. Denne gang var det hende der tog initiativet og kontaktede Den Anden Avis. Vaks bjæffer i baggrunden:

»Hunden Vaks kysse tyk mand.«

Ebba klapper sin mand på hovedet:

»Såå. Hunden Vaks kysser jødisk dame med store hænder der arbejder i supermarked. Men lige om lidt ikke. Vi skal lige lave det her interview.«

I går mellem 12 og 13 kunne den opmærksomme kunde hos Bilka i Svartmalm opleve et mærkeligt syn. Et flot rødt postbud cyklede op og ned ad gangene og delte breve ud til alle udstillede varer. En tilfældig citron blev meget rørt. En kage fik et kærestebrev og en flot palme fik en smuk sonet med dedikation.

»Der var en fyr forbi i går. Han gik rundt om mig flere gange. Han kunne ikke se noget.«

Vitos Androlikos har efter eget udsagn ingen bil. »Den bil der holder ude i indkørslen er ikke min. Jeg har den kun til låns. Det er lidt indviklet at forklare.«

»De store pæne kasser her der står fint rundt omkring, fyldt med fine ting, er ikke mine. Der var en forbi i går som ikke måtte låne mine ting. Ret beset tilhører de jo mig.«

Jeg er kommet lidt tættere på Vitos som altså indrømmer at nogle af de ting der er i kasserne tilhører ham.

»Jeg vil ikke sige at tingene forklarer mig. Hvem jeg er. Måske denne her blå bille. Men jeg ligner ikke den. Jeg ligner det du kan se.«

Vi afbrydes af en trutten udefra og ser begge ud ad vinduet.

»Nu begynder jeg at snakke sort. Men dén kvinde dér. Hende har jeg altså lært at kende.« »Jeg snakker sort. Jeg siger noget ingen i hele verden kan forstå.«