»Skosværte er ikke et resultat. Ikke i disse omgivelser hvor det vrimler med dinosaurer. Havde jeg fundet skosværte på månen ville jeg have undret mig. Havde jeg fundet skosværte i ovnen derhjemme ville jeg måske have trukket på smilebåndet. Men hvad har månen med smilebåndet at gøre og hvor har jeg lagt mine handsker?« Arkæolog Thomas Clausen slår ud med hånden og en lille klat tandpasta flyver igennem luften fra tandbørsten. Den lander på hans skosnude. Han ryster opgivende en lille kamin.

Et postbud her på egnen (»her på egnen« – hvad fabler han om!?) har som nævnt i overskriften (»som nævnt i overskriften« – højst ukonventionelt! Urimeligt!) fået en… Og det et postbud der aldrig kvitter, han er ude i al slags vejr. Engang cyklede han igennem et træ uden at kny! Og træet var så tykt som sådan her! Hvorfor så denne raslende egernvaluta bare fordi han skriver selvhenført i stedet for humoristisk? Hvorfor straffe endnu en af disse narrehatte der ikke kan skrue en god vits sammen? Derfor refunderede jeg hele molevitten. Hvordan jeg skal få bugt med alle de hasselnødder er mig en kilde til dyb undren. Nu ligger de på krinkelbordet i kakkelkrogen og samler støv mens jeg sidder her med min nøddeknækker. Liszt spiller i baggrunden og det skal han holde sig til fremover, baggrunden.

»Vækst er en slags dukke for mig. Jeg skal lige sige at jeg leger ikke med dukker længere.« »Hvad er det?« Denandenavis.dk’s medarbejder peger på gulvet hvor der ligger en dukke. »Det er noget privat. Noget usynligt. Noget jeg leger med. Nej. Sagde jeg det?« »Det sagde du.« »Gjorde jeg?« »Ja.« »Hvad sagde jeg?« »Du sagde at du leger med den dukke dér.« »Jamen det er jo Trine. Kom her Trine. Såå. Rolig.«

Olle Petersen sidder foran fotografen. »Jeg vil gerne ligne Bergman nu.« »Nej, du må ikke ligne Bergman. Tag hænderne ned.« »Aj, men prøv at tænke på hænder næste gang du kører igennem en by. Se ud ad vinduet. Alt det blev bygget med hænder som mine og dine.« »Jeg kan kun se et pæretræ. Tag nu de hænder ned og se venlig ud.« »Ser jeg ikke venlig ud? Hvad med sådan.« Knips knips. Fotografen fremviser et par efter Olles billede ualmindeligt almindelige meninger. »Jeg lærer aldrig at betragte mig. Bare mig.« Knips knips. Fotografen tager en slurk the. Han er vant til hystader. Olle Petersen er miskendt men ret dygtig. Det er blevet aften i Henrik.

»38…39…40 Nu kommer jeg! Er han bag gardinet? Nej. Har han mon gemt sig her bag lænestolen? Næ. Måske bag sofaen… Næ, den står helt op til væggen.« Da denandenavis.dk ankommer er eftersøgningen i fuld gang, grækeren går rundt og leder mens russeren står frit fremme på gulvet. Vi har oversat fra russisk og græsk. »Goddag!« griner russeren. »Jeg kan simpelthen ikke finde ham!…«

Psykolog Janus Knorr løb fredag ud fra sin praksis med over 100 km/t, tog en dyb indånding i den frie luft på Kastanievej i Knorrborg og løb derefter ind igen med 50 km/t. Der var bud efter ham. En Henry Elofsen ved navn Tom Bødker havde netop. »Kemien passer lykkeligvis. Jeg har tit lyst til at åbne Janus ligesom man ville åbne en brandhane med en brandhanetang, men lader være. Jeg ser. Jeg taler med mine øjne. Jeg drypper en slags lilla guld og så.«