“Vi tror at vi kan skyde samfundets og samtidens dybe værdiforvirring ind.”
“Det er interessant det dér. Hvorledes vil I gøre sligt?”
“Vi er medfølende, men vi har et argument for ikke at være medlidende. Der er dér vi skyder værdiforvirringen ind som præmis.”
“Der er aldrig noget argument for at være medfølende fremfor medlidende.”
“Hvad er dit argument for at være medlidende fremfor medfølende?”
“Gud.”
“Du mener det at du tror Gud findes?”
“Nej. Ikke det. Bare Gud.”
“Medlidenhed har sprogligt sådan en lav status i disse dage. Man bruger det nærmest som en bebrejdelse.”
“Ja. Medlidenhed bliver anset for en ynkværdig vildfarelse der peger hen imod skammelig, umoden livsuduelighed for medlideren og for den man har medlidenhed med: en person der er både taber og mere specifikt: en person man ikke rigtig kan tale med.”
“Her har vi sådan brug for en opførselsformel.”
“Forståeligt. Forståeligt. Det man svarer er: ‘Jeg håber du vil passe på dig selv.’ ”
“Skal man sige det inderligt?”
“Ja. Men man skal ikke bruge ordet ‘inderligt’ .”
“Hvorfor ikke?”
“Fordi inderligt er måden man skal sige det på så det bliver en kærlighedsgerning overfor den der elsker jer vildt.”
“Kan du godt lide Havrefras?”
“Byg.”
“Spiser du byg?”
“Byg et hus.”
“Øh.”
“Jeg ved det lyder teologisk.”
