Det mest usmagelige træk ved vores nationalkarakter kan der bare ikke gøres noget ved. Så er du advaret. Løsningen er selvfølgelig at læse udenlandske forfattere

Jeg er bange for at beslutningen om at bringe Dagbladet Informations sikkert velmente kronikserie om spiritualitet snarere udgår automatisk fra det mest usmagelige træk ved vores nationalkarakter end den er udtryk for en velovervejet filosofisk følsom beslutning, som fx at distancere os folkeligt såvel som individuelt fra dette træk og blive lidt klogere så vi kan skelne mellem hjerte og hjerne uden at det løber sammen og vi bliver tossede af selvtvivl.

Den danske åndelige lighedstænkning er det mest usmagelige træk ved vores nationalkarakter. Enhver skal lyttes til. Talent er noget ”enhver” kan forholde sig til og bedømme. Så dumt.

Der ligger en vældig livsuduelighed gemt i denne selvtvivlsinducerende åndelige lighedstænkning som jeg er opmærksom på når jeg skriver. Men jeg opfatter den som kaotisk at grave ned i. Så må jeg gøre noget andet. Som at læse Selma Lagerlöf. Som at styre hestene udenom, for at bruge en metafor fra Freud.

Ibsens udkast til fortsættelsen af ‘Et Dukkehjem’ opmuntrer bestyrer

Hvordan kunne du droppe mig når jeg er af den holdning at alt er kærlighed.

Det lyder voldsomt.

Men hvorfor, Christina?

Blandt andet fordi du åbnede mine øjne mens jeg sov.

Det gjorde jeg altså kun én gang. (Til stumtjeneren.) Å nej. Jeg skulle aldrig have sagt det. (Til Christina.) Ja, altså to gange hvis man regner begge øjne med.

Du er en syg, syg person. Sådan at åbne en uskyldig persons øjne og lade vedkommende se ind i det forfærdelige mørke der omslutter alle hele tiden overalt på jorden.

Det lyder voldsomt.

Hør skal vi ikke have en bid brød?

Vi kan spise en pakke ler.

Det du i virkeligheden mener er at jeg tager leret og du tager lækkerierne til dig selv.

Lækkerier ligefrem. Hør, hvad bilder du dig ind. Er dette ikke et kapers? Svar mig ærligt.

Det er et kapers, Johhan. Det har jeg sagt 100 gange. Suk. Hver gang du i vores ægteskab spurgte om et kapers er et kapers så græd jeg inden i.

Hvorfor Merete?

Christina.

Hvorfor Christina?

Filosofisk undersøgelse: “At kunne lide mennesker”

Det er umuligt at forholde sig kritisk til Quentin Tarantino, i det at han ikke kan lide mennesker, så jeg vil nøjes med at forholde mig til, ikke det problematiske som kunstner i ikke at kunne lide mennesker, men hvad det *betyder* ikke at kunne lide mennesker. Opgaven er at *beskrive*.

Jeg oplever noget tilsvarende med Paul Auster. Han kan heller ikke lide mennesker.

Jeg kan godt lide mennesker.

Men hvad kan udsagnet ”Kan ikke lide mennesker” betyde?

I min produktion af humoristiske medie-efterlignende kortprosastykker tager jeg ikke folk ved hånden, jeg vil hellere lave noget urovækkende hvor klichéer udstilles og sproget udstilles som tomt når det bruges af mennesker der bliver *fyldte af dem selv*.

Er det ”raffineret” at kunne lide mennesker? Ja. Der er noget dér! Se på Bob Dylan. Han kan godt lide mennesker og det *viser sig* i hans raffinement. Men ordet raffinement *beskriver* ikke særlig meget. Det er vi enige om.

At kunne lide mennesker: Det er noget med at sige enormt lidt: ”People tell me it’s a sin, to know and feel to much within.”

Nej. Jeg har ikke fat om det jeg gerne vil sige om at kunne lide mennesker. Til mit forsvar må jeg sige at det er en vanskelig opgave.

Jeg må stille mig tilfreds med bemærkninger og håbe at nogen kan se hvad jeg mener.

Men.

Det er klart at vi ikke kommer uden om begrebet *menneskesyn*. Det må og skal være afgørende i mit temmelig anstrengte, men *nye* forsøg på at *beskrive* hvad det vil sige at kunne lide mennesker.

Bemærkning: Det er vigtigt at mennesker der sidder i fængsel ikke alle opfattes som voldspsykopater. Mange gange er det *ofre* for psykopaters *spil* der overfylder fængslerne. Herfra skal lyde en almindelig opfordring til at blive besøgsven.

At kunne lide mennesker: At holde spørgsmålet om hvad et menneske er *åbent*.

At kunne lide mennesker: At *beskrive* irritationen ved menneskelig forskellighed. Bob Dylan: ”Like a Rolling Stone”, ”Idiot Wind”.

Nej. Jeg får jo intet sagt i dag. Hvor er det irriterende!

”Jeg kan ikke lide mennesker der ‘kan lide’ Quentin Tarantino og Paul Auster.”

Der er noget *beskrivende* i ovenstående udsagn, men jeg *føler* ikke det er utvetydigt sandt.

Forsøger jeg at vejlede mennesker til at blive en *livsform* der ikke kan lide Quentin Tarantino og Paul Auster?

Ja. Det udsagn passer bedre på mig, på min *livsform*.

Er det arrogant at *vejlede mennesker til at blive en anden livsform*.

Nej det er da ej. Det er noget vi alle hele tiden gør.

Der er vigtig nuanceforskel mellem en *beskrivende vejledning* og en *arrogant vejledning*. En nuanceforskel vi er tvungne til at acceptere.

”Mennesker der ikke kan lide mennesker er kolde.”

Ja og hvad?

”Mennesker der ikke kan lide mennesker er kolde fordi de ikke ‘ved bedre’.”

Jo, men Quentin Tarantino og Paul Auster har et publikum på flere end 100 millioner.

*Vælger* man *at opretholde sig selv som en kold livsform*, en *kold væren* ved at se Quentin Tarantinos film eller læse Paul Auster? Der er noget der tyder på det, men skal det dermed *frarådes* og, i givet fald, *hvordan*?

Vi bearbejder hinanden som livsformer med filosofiske undersøgelser. Men der er ingen anden *teknik* end at *beskrive*.

At beskæftige sig direkte med et koldt menneske, en *kold livsform*, er det lykkeligvis ”bare” et Sisyfos arbejde? Cirka, jo. Men vi har den *filosofiske undersøgelse* at ”falde tilbage på”.

”Intet er skjult”. (Wittgenstein) Det er ikke *meningen* at jeg skal *komme sandheden nærmere* om hvad en kold livsform *går ud på*.

Sammenlign udsagnet ”Jeg er for psykisk og åndeligt forpint til at have brug for kolde kunstnere” med ”Du skøjter hen over tilværelsen hvis du lader dig forføre af kolde kunstnere.”

I psykiatrien er negativ selvvurdering forbudt. Er det heri dens ”varmefelt” blandt andet består?

Hvis jeg stiller mig op i Grand Teatret i Mikkel Brøggers Gade og siger ”Jeg føler ikke Quentin Tarantino kan lide mennesker” vil folk spørge mig om hvad jeg mener. Jeg *mener ikke andet* end denne filosofiske undersøgelse, men jeg synes ikke den er *god*. En beskrivelse er ikke *god* eller *dårlig*, den *rydder op i sprogligt rod* eller *ævler ubehjælpsomt* eller begge dele.

Fik klø i 1957

Som tilhængere af psykiatrien vil vide kan oplevelser hænge ved i cirka 54 år hvorefter man bliver en fri fugl der kan tænke på andre end sig selv.

Du fik klø i 1957?

”Ja. Jeg blev det man i dag kalder ‘gennembanket’.”

Hvordan foregik det?

”Ja, jeg blev slået og sparket.”

Føj! Hvor var det tarveligt!

”Mine briller ‘røg’ 18 meter væk. I dag ville man nok sige at de ‘fløj’.”

Det tror jeg ikke, men jeg forstår godt hvad du mener.

Bob Dylan “direkte dum” efter hjerneblødning

Bob Dylan ringede i sidste uge til Kox Taxi.

”Asså dengang jeg lavede min musik bla bla.”

”Du er blevet et underligt sludrechatol.”

Nyt kursus for alternative behandlere: Kaotisk Flugt 1-3

Kurset består af tre dele og tilbydes behandlere af vildfarne sjæle fra den lavere, såkaldt trygge og snusfornuftige, middelklasse.

1. 100-meterløb

2. Gravning af hemmeligt opholdsrum

3. Flugt over bjerge

“Har du hjerne til at køre den her bil?”

Har du hjerne til at køre den her bil?

Er det ikke en ganske almindelig Ford?

Rattet sidder på bagsædet.

Nå, det havde jeg ikke lige set.

Prøv at sætte dig ind.

Jep. [Smæk.]

Du ser mild ud.

Jeg ser gnaven ud.

Folk er modtagelige overfor mildhed. De labber det i sig. Det er min erfaring.

Du har nogen mærkelige erfaringer.

Lad være med at være så skide sur.

Essay om manglende selvironi

Jeg kan ikke grine af mig. Det ærgrer mig, men sådan er det. Jeg har mennesker blandt min nærmeste familie og venner som har denne gave. Jeg har andre gaver, sandt nok, men jeg spørger ind imellem hvordan jeg, i efterlignende beundring, kan opøve selvironi?, men det er vist for dumt. Ved at holde tand for tunge og grine når nogen gør kærligt grin med mig med en lille uskyldig vits. Nej! Det er alt for meget! Jeg giver op på forhånd, når jeg hører den milde klukken og ser de naturlige smilende øjne og lettere bestyrtelse hos dem som har selvironi. Jeg burde starte en klub for folk uden selvironi, men dem findes der vist allerede nogle stykker af. Jeg er hård imod ondskab. “Akkurat som Beethoven.” Jeg er der med det samme når jeg bliver kaldt en bibelsk sanddruelighed. Ingen ting at stille op. At opretholde et mildt forhold til verden gennem ting jeg selv kan grine af og som jeg, selvfølgelig, jeg er jo ret selvhøjtidelig, hedder det vist, er en kamp som jeg bruger meget energi på. Der er sortsyn i det. Depression. Jeg tror mange humorister er forkvaklede, livsuduelige enegængere som forstår os selv som ukuelige vittighoveder. Så kan man sidde med den ulykkelige selverkendelse som en plat erstatning for den mildhedens latter, som man, jeg, sådan eftertragter eller, realistisk, blot savner inderligt. Men da skal man erindre at selvkendskab, ligesom al erkendelse, er stykkevis og samtidig glæde sig over at det tjener særdeles mange gode formål at evne at se og føle mysteriet inden i som kun en god gammeldags selvhøjtidelig kan, fordi vi har sådan brug for det og søger det og finder det. Jeg er bestemt også selvhøjtidelig på min læsers vegne, men føler mig mest selvhøjtideligt tryg når folk efterligner mig, følger mig, for at bruge et udtryk fra det sociale medie Instagram. Men jeg går godt i spænd med mennesker der ejer selvironi. Og jeg er ikke kedelig. Du kan bare slå på tråden.